Trump sender Norge kondolencer efter kong Haralds bortgang
USA's præsident føler med kongefamilien og hele Norge i denne svære tid, skriver han på Truth Social.
USA’s præsident, Donald Trump, er meget ked af at høre, at norske kong Harald er afgået ved døden.
Det skriver han på sit sociale medie, Truth Social.
- Han elskede sit land, og han var i sandhed elsket og respekteret af sit folk. Vi føler med kongefamilien og hele Norge i denne svære tid. I sandhed et stort tab, skriver han.
Kong Harald døde på Rigshospitalet i Oslo klokken 06.35 fredag morgen.
Trump er én blandt mange statsledere, der har sendt deres kondolencer til den norske kongefamilie og det norske folk.
Blandt dem er den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), der i et opslag på Instagram fredag morgen sendte sine tanker til det norske folk og det norske kongehus.
- Han var en varm ven af Danmark, og hans bortgang mærkes dybt - også her, lød det i opslaget.
Også den tyske kansler, Friedrich Merz, reagerede fredag på X.
- Kong Harald V’s død har berørt os alle dybt. Norge har mistet et stærkt forbillede, som repræsenterede fornuft og fællesskab. I disse sorgens dage ønsker jeg kongefamilien og det norske folk alt det bedste, skrev han.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, kondolerede fredag på vegne af ukrainerne.
- Hans majestæt var indbegrebet af værdighed, visdom og en urokkelig forpligtelse til sit land. Ukraine vil altid huske hans trofaste støtte og solidaritet med det ukrainske folk i de mørkeste dage af Ruslands aggression, skrev han på X.
Den svenske statsminister Ulf Kristersson kalder kong Harald for en sikker, respekteret og samlende kraft i både Norge og Norden.
- Kong Harald V’s langvarige og dedikerede arbejde i Norges tjeneste vil blive set tilbage på med varme og respekt.
- Mine tanker går ud til dronning Sonja, kongefamilien og hele det norske folk, skrev han fredag på X.
Efter kong Haralds død bliver den tidligere kronprins Haakon landets nye monark.
Han skal i henhold til den norske grundlov aflægge ed i Stortinget, der er Norges parlament. Det vil ske tirsdag, har Stortinget oplyst.