Russisk guvernør melder om massivt droneangreb i Moskva
Moskvas guvernør beskriver ukrainsk droneangreb mod Moskva som "et af de mest massive" i nyere tid.
Moskva-regionen i Rusland har søndag været mål for hundredvis af ukrainske droner.
Ifølge Moskvas guvernør, Andrej Vorobjov, er regionen blevet ramt af ”et af de mest massive droneangreb i nyere tid”.
Ifølge Andrej Vorobjov er seks personer i regionen blevet såret.
Han oplyser samtidig, at et nedslag fra en drone i byen Podolsk syd for Moskva har forårsaget en brand i et varelager, der tilhører den russiske onlineforhandler Wildberries.
Ukraine har gentagne gange angrebet varelagre med forbindelse til Wildberries.
Ukraine siger selv, at angrebene er et modsvar til Ruslands angreb mod ukrainske byer og ukrainsk infrastruktur.
Borgmesteren i Moskva, Sergej Sobjanin, melder også om et vedvarende droneangreb mod hovedstaden natten over.
På den russiske statslige beskedtjeneste Max skriver han, at russiske luftforsvarssystemer har opfanget over 600 droner, som havde kurs mod Moskva. Heraf er omkring 200 blevet skudt ned i regionen, lyder det.
Der er samtidig meldinger om russiske missilangreb på tværs af Ukraine. Her skal mindst tre personer have mistet livet. Desuden er mindst 20 personer blevet kvæstet, lyder det.
I den ukrainske hovedstad, Kyiv, lød der luftalarmer umiddelbart før klokken 02.00 lokal tid. Herefter blev der hørt adskillige eksplosioner.
Ifølge Kyivs borgmester, Vitalij Klytjko, var hovedstaden ”under massivt angreb med ballistiske missiler”. Han opfordrede borgere til at søge tilflugt.
Angrebene har antændt brande i flere dele af Kyiv.