Fortsæt til indhold
International

Spansk kampfly nedskyder drone over Nato-land

En drone er natten til søndag blevet skudt ned over Rumænien. Det er uvist, hvor den kom fra.

/ritzau/

Et spansk F-18-kampfly har nedskudt en drone, som krænkede Rumæniens luftrum.

Det oplyser Rumæniens forsvarsministerium søndag morgen.

Dronen blev skudt ned, mens kampflyet deltog i en Nato-mission, der havde til formål at overvåge og sikre luftrummet.

Det er fjerde gang i år, at der bliver nedskudt et ubemandet luftfartøj over Rumænien.

Det sydøsteuropæiske land er medlem af forsvarsalliancen Nato og deler en mere end 600 kilometer lang landegrænse med Ukraine.

Ifølge forsvarsministeriet registrerede radarer, at dronen fløj ind i rumænsk luftrum fra nabolandet Moldova omkring 24 kilometer nord for byen Galati, der ligger i den sydøstlige del af Rumænien.

Ministeriet oplyser ikke, hvem der sendte dronen ind i landets luftrum.

- Dronen blev skudt sikkert ned klokken 05.01 (klokken 04.01 dansk tid, red.), skriver ministeriet i en udtalelse.

Ifølge ministeriet ser fragmenterne af den nedskudte drone ud til at være faldet ned i et ubeboet område mellem to landsbyer.

I juli nedskød kampfly over en periode på tre dage tre russiske droner, som havde krænket rumænsk luftrum.

Det var første gang, at Rumænien skød russiske droner ned efter stribevis af krænkelser af landets luftrum i løbet af de mere end fire år, der er gået siden Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar 2022.

I maj styrtede en russisk drone desuden ned i et lejlighedskompleks i byen Galati, der ligger mindre end 10 kilometer fra grænsen til både Ukraine og Moldova. To personer blev såret.

Episoden affødte reaktioner fra vestlige regeringsledere samt EU og forsvarsalliancen Nato. Rumænien er medlem af begge.

Natos generalsekretær, Mark Rutte, understregede, at alliancen var klar til at forsvare alle dele af sine medlemslandes territorier, og at Nato vil fortsætte med at styrke sit forsvar mod trusler udefra.