Fortsæt til indhold
International

Straffedomstols medlemmer stemmer for at fjerne chefanklager

ICC's medlemslande har fredag stemt for at afsætte domstolens chefanklager, Karim Khan, oplyser FN.

/ritzau/

Medlemslandene i Den Internationale Straffedomstol (ICC) har fredag stemt for at afsætte domstolens chefanklager, Karim Khan, efter anklager om seksuelt krænkende adfærd.

Det oplyser FN, som ICC har en samarbejdsaftale med, i en pressemeddelelse.

Også Khans advokat, Tayab Ali, bekræfter det i et opslag på X, skriver nyhedsbureauet AFP.

82 af domstolens 125 medlemslande stemte for at fjerne Khan fra posten som chefanklager.

Allerede inden afstemningen fredag meddelte Udenrigsministeriet i et skriftligt svar til Ritzau, at Danmark ville stemme for en afsættelse af chefanklageren.

- Danmark vil sammen med andre ligesindede lande stemme for, at chefanklageren fjernes fra embedet, skrev ministeriet og tilføjede:

- Danmark er således enig i, at der foreligger overbevisende dokumentation for, at chefanklageren har begået en alvorlig tjenesteforseelse.

Både Frankrig, Norge og Holland har ligeledes oplyst til forskellige medier, at de også vil stemme for en afsættelse af Khan.

Khan blev i juni suspenderet fra sit embede, mens man ventede på medlemslandenes afstemning.

Udmeldingen kom efter en 18 måneder lang undersøgelse af anklager mod Khan, hvor han blev beskyldt for seksuelt krænkende adfærd mod en advokat ansat på hans kontor.

En unavngiven diplomatisk kilde med kendskab til suspenderingen sagde da til Reuters, at et udvalg under det styrende organ havde fastslået, at Khan havde begået alvorlig tjenesteforseelse.

Kilden oplyste, at udvalget bag undersøgelsen anbefalede, at Khan bliver fjernet permanent fra sin stilling.

Khans advokater har udtalt, at han afviste beslutningen om suspendering. De gentog, at han nægter sig skyldig i anklagerne.

Khan har ikke stået i spidsen for ICC’s anklagerkontor siden maj sidste år. Her tog han frivilligt orlov, mens man ventede på resultatet af undersøgelsen af anklagerne mod ham.