Nato-chef kalder amerikanske angreb på Iran helt nødvendige
USA har ramt flere mål i Iran som modsvar på iranske angreb på skibe i Hormuz. Nødvendigt, siger Mark Rutte.
Nye amerikanske angreb på Iran var ”helt nødvendige”.
Det siger Natos generalsekretær, Mark Rutte, på et pressemøde onsdag morgen i forbindelse med et igangværende Nato-topmøde i den tyrkiske hovedstad, Ankara.
- Jeg mener, at det var helt nødvendigt, for når man har en våbenhvile, og Iran i bund og grund overtræder våbenhvilen - vi så jo, hvad der skete i går med skibe, der blev angrebet - så mener jeg, at det er helt afgørende, at USA reagerer kraftigt, siger Rutte.
Der har de seneste dage været meldinger om, at handelsskibe er blevet udsat for iranske angreb i Hormuzstrædet.
Tirsdag aften og natten til onsdag udførte det amerikanske militær en række angreb mod mål i Iran.
Ifølge det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, blev 80 iranske mål ramt – blandt andet 60 skibe tilhørende Irans Revolutionsgarde.
Angrebene er ifølge amerikansk militær gennemført som et modsvar på iranske angreb på civil skibsfart i Hormuzstrædet.
Omvendt har Irans Revolutionsgarde angrebet 85 mål med forbindelse til det amerikanske militær i Bahrain og Kuwait.
Også den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), som befinder sig i Ankara, er onsdag morgen blevet spurgt til angrebene på Iran.
- Jeg tror ikke, det kommer til at ændre topmødet. Der er en svær situation i Mellemøsten, og selvfølgelig kommer det til at være en del af diskussionen. Det samme gør krigen i Ukraine og oprustningen af Nato, siger hun.
På Nato-topmødet i Ankara, som løber over tirsdag og onsdag, forsøger de europæiske ledere at overbevise den amerikanske præsident, Donald Trump, om at forpligte sig til den militære alliance.
Det har der været behov for efter stridigheder om USA’s krig mod Iran og et amerikansk ønske om at overtage kontrol med Grønland.
Mark Rutte siger onsdag morgen, at USA bakker ”fuldstændigt” op om Nato.
- Nato er der også i USA’s interesse. Så der er fuld opbakning til Nato. Men der er også en forventning. Og den er, at Europa og Canada vil bruge det samme på forsvar som USA, siger Rutte.
Konflikten mellem USA og Iran blussede for alvor op på ny den 28. februar, da USA sammen med Israel angreb Iran.
I midten af juni blev parterne enige om et forståelsespapir, som forpligter de to lande til at forhandle og indgå en endelig fredsaftale inden for en periode på højst 60 dage.
I det såkaldte ”Memorandum of Understanding” blev parterne for tre uger siden blandt andet enige om at stoppe med at angribe hinanden.
Efter at aftalen var indgået, beskyldte begge lande i flere dage modparten for at bryde aftalen.
Irans udenrigsministerium fordømmer onsdag den amerikanske regerings ”åbenlyse brud” på den midlertidige aftale mellem landene.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det iranske ministerium siger, at en række amerikanske tiltag – herunder en ophævelse af en midlertidig tilladelse til at sælge iransk olie – betyder, at ”vigtige og fundamentale dele” af det fælles forståelsespapir er ”virkningsløse”. Det skriver Sky News.
Ministeriet henviser også til israelske angreb i Libanon, skriver Reuters.