Israelsk minister efter drab på soldater: Hele Libanon skal brænde
Fire israelske soldater er dræbt i Libanon. Det får Israels sikkerhedsminister til at advare om gengældelse.
Hele Libanon skal brænde, siger Israels minister for national sikkerhed, Itamar Ben-Gvir, efter at fire israelske soldater er blevet dræbt i Libanon.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Med andre ord lægger Ben-Gvir op til gengældelse, selv om en våbenhvileaftale mellem USA og Iran tidligere på ugen fastslog, at kamphandlingerne i Mellemøsten skal ophøre – også i Libanon.
»Med al respekt for amerikanerne er Israel nødt til at gøre det klart over for hele verden, at vores sønners blod og vores indbyggeres sikkerhed ikke er til forhandling.«
»Hele Libanon skal brænde,« siger Ben-Gvir i en udtalelse.
Foruden de fire dræbte soldater er én israelsk soldat alvorligt såret, og fire andre er lettere sårede.
Meldingen om de fire dræbte soldater i Libanon er kommet, samtidig med at Libanons sundhedsministerium beskylder Israel for at have dræbt mindst 18 personer i angreb natten til fredag og fredag morgen.
Ifølge Israel var angrebene rettet mod Hizbollah-militsen i landet.
USA’s præsident, Donald Trump, har flere gange udtrykt frustration over Israels militære operationer i Libanon, som har fundet sted, sideløbende med at USA har forhandlet om en våbenhvileaftale med Iran.
Så sent som onsdag sagde Trump, at Israel har »kæmpet mod Hizbollah for længe, og for mange mennesker bliver dræbt«.
»Jeg er ikke glad for den måde, som Israel har håndteret Libanon og Hizbollah på. Det skulle have været muligt for dem at klare arbejdet hurtigere,« lød det fra Trump under et pressemøde ved G7-topmødet i Frankrig onsdag.
Hizbollah er en nær allieret af Iran og iværksatte i marts nye angreb på det nordlige Israel på grund af Israels og USA’s krig mod Iran.
Israels fortsatte offensiv mod Hizbollah har skabt bekymring hos Trump for, at en aftale med Iran ville falde til jorden.
USA og Iran nåede søndag til enighed om en rammeaftale for en afslutning på krigen mellem landene. Ifølge landene omfatter den også Libanon.
Alligevel er Israel og Hizbollah fortsat med at angribe hinanden.
Implementeringen af aftalen skulle efter planen diskuteres på et møde i Schweiz med repræsentanter for USA og Iran.
Men natten til fredag meddelte udenrigsministeriet i Schweiz, at mødet ikke finder sted alligevel. Det er uvist, hvad aflysningen skyldes.