Fortsæt til indhold
International

Frankrig anholder russisk kaptajn på mistænkt skyggeflådeskib

Rusland protesterer over Frankrigs tilbageholdelse af kaptajn og kræver adgang til den anholdte russer.

/ritzau/AFP

Franske myndigheder har anholdt den russiske kaptajn på et beslaglagt olietankskib, der har forbindelse til både Rusland og en iransk forretningsmand.

Det oplyser en anklager onsdag.

Skibet ”Tagor” blev tilbageholdt søndag morgen i internationalt farvand.

Ifølge anklagere havde dets russiske kaptajn gentagne gange nægtet at efterleve ordrer.

Der er tale om det fjerde skib, som Frankrig tilbageholder på baggrund af en mistanke om at være en del af den såkaldte skyggeflåde. Det er skibe, som Rusland beskyldes for at bruge til at omgå vestlige sanktioner.

Kaptajnen blev anholdt tirsdag. Han risikerer op til et års fængsel og en bøde på 150.000 euro, siger Stephane Kellenberger, som er anklager i byen Brest.

Den russiske ambassade har krævet at få »konsulær adgang til kaptajnen omgående«. Det skriver ambassaden på det sociale medie Telegram.

Ambassaden skriver, at der er tale om »grundløse beskyldninger« mod kaptajnen. Frankrig opfordres til at løslade ham »så snart som muligt«.

Skibet mistænkes for at fragte russisk eller iransk olie på trods af internationale sanktioner.

Det har ifølge databasen Opensanctions.org. forbindelse til den iranske forretningsmand Mohammad Hossein Shamkhani.

Han er søn af Ali Shamkhani, der var iransk topembedsmand og rådgiver for Irans tidligere leder ayatollah Ali Khamenei. De blev begge dræbt 28. februar, hvor Israel og USA begyndte den første bølge af angreb mod Iran i den igangværende konflikt.

Ifølge franske myndigheder var skibet på vej fra Murmansk i det nordvestlige Rusland til Limbe i Cameroun på Afrikas vestkyst, da det blev tilbageholdt.

Skibet sejler under camerounsk flag, men det er ikke retvisende ifølge en talsperson for franske myndigheder.

Olietankskibet ankom til en havn i regionen Bretagne tirsdag.