Tusindvis af betjente håndterer optøjer i Paris efter fodboldtriumf
8.000 betjente er sat på gaderne i fransk hovedstad for at holde styr på fodboldfans. Hundredvis er anholdt.
Flere end 280 mennesker er blevet anholdt i Frankrigs hovedstad, Paris, efter hovedstadsklubben Paris Saint-Germain (PSG) lørdag har genvundet Champions League-trofæet.
Det oplyser landets indenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.
Tusindvis af betjente var blevet indsat i Frankrigs hovedstad, Paris, for at kontrollere de store menneskemængder og urolighederne under fodboldfejringen.
Politiet har blandt andet brugt tåregas. I alt er 416 personer blevet anholdt på tværs af hele Frankrig, skriver AFP.
Optagelser fra tv-kanalen BFM viste lørdag sammenstød omkring PSG’s stadion i det vestlige Paris, hvor over 40.000 så klubben vinde Champions League på storskærm.
Finalen blev spillet i Ungarns hovedstad, Budapest.
Frankrig er vant til at håndtere voldelige optøjer, der ofte overskygger store begivenheder. Politiet havde derfor indsat 22.000 politibetjente for at opretholde ro og orden i hele Frankrig, herunder 8.000 betjente i Paris.
Sidste år døde to personer, og næsten 200 blev såret, efter at PSG vandt den bedste europæiske fodboldturnering for første gang.
Den kendte boulevard Champs-Élysées, som myndighederne delvist havde spærret af, blev ifølge tv-optagelser fyldt op med overvejende fredelige PSG-fans. Politiet anslog, at omkring 20.000 var mødt op i området.
En talsmand for politiet i Paris fortæller, at seks køretøjer og to butikslokaler var blevet beskadiget.
Butikker havde dækket deres vinduer til før kampen for at undgå en gentagelse af sidste års uroligheder, hvor unge plyndrede butikker på Champs-Élysées og andre gader. Dengang blev hundredvis af personer anholdt.
PSG vandt Champions League-finalen over Arsenal, efter at kampen blev afgjort i straffesparkskonkurrence. Den ordinære spilletid sluttede 1-1.
Det er første gang siden 2018, at et hold forsvarer Champions League-titlen. Dengang var det Real Madrid, der vandt for tredje år i træk.
Efter mange års desperat jagt med massive økonomiske investeringer vandt PSG i fjor Champions League, da en sprudlende offensiv bankede Inter med 5-0, og den har der igen i år ikke været nogen i Europa, som har kunnet stække.