SSI vurderer risikoen for ebolasmitte i Danmark som meget lav
WHO har erklæret international sundhedskrise efter ebolaudbrud. Dansk institut følger udviklingen tæt.
Statens Serum Institut (SSI) vurderer, at der er meget lav risiko for, at smitte med sygdommen ebola kommer til Danmark.
Det skriver SSI i en pressemeddelelse mandag.
Meldingen kommer, efter at Verdenssundhedsorganisationen (WHO) natten til søndag erklærede et udbrud af ebola i DR Congo og Uganda for en international sundhedskrise.
Ifølge WHO var der lørdag otte bekræftede smittetilfælde i DR Congo, 246 mistænkte smittetilfælde og 80 dødsfald som følge af sygdommen.
I Uganda var der ifølge organisationen to bekræftede smittetilfælde. En af dem har mistet livet.
Ifølge afdelingslæge og afsnitsleder ved SSI Peter Henrik Andersen følger instituttet udviklingen tæt.
– Der er aktuelt ingen tegn på smittespredning uden for det udbrudsramte område i Centralafrika, og i tråd med vurderinger fra WHO og det europæiske smitteagentur ECDC vurderer vi, at risikoen for større spredning er lav, mens risikoen for smitte til Danmark er meget lav, siger han i pressemeddelelsen.