Særlig udsending fra USA lander i Nuuk søndag
Der har ikke tidligere været officielle meldinger om, at Jeff Landry har besøgt Grønland som særligt udsendt.
Den amerikanske præsident Donald Trumps særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, lander søndag i Nuuk for at deltage i en erhvervsmesse.
Det oplyser det amerikanske konsulat i Nuuk til det grønlandske medie Sermitsiaq.
Det præcise tidspunkt for hans ankomst fremgår ikke.
I slutningen af april kom det frem, at han var på deltagerlisten for erhvervsmessen, der går under navnet Future Greenland, og som begynder tirsdag.
Det har dog ikke været klart, præcis hvornår han havde planer om at ankomme.
Der har ingen officielle meldinger været om, at Jeff Landry tidligere har besøgt Grønland, mens han har været særlig udsending.
Fungerende erhvervsminister Morten Bødskov (S) står også på deltagerlisten, men sidste søndag kom det frem, at han ikke rejser til Nuuk.
Deltagelsen var »aflyst som følge af den parlamentariske situation i Danmark«, hvor der mangler en regering, oplyste Erhvervsministeriet.
Det er arbejdsgiverorganisationen Grønlands Erhverv (GE), som arrangerer erhvervsmessen, der finder sted i Nuuk fra tirsdag til onsdag.
Direktør i GE Christian Keldsen har tidligere sagt til Sermitsiaq, at Jeff Landry ikke er blevet inviteret af Grønlands Erhverv.
Han er heller ikke en del af det officielle program, men er med som almindelig gæst, lød det tilbage i april.
Landry får mandag selskab af den amerikanske ambassadør i Danmark, Ken Howery, har ambassaden skrevet i en tidligere pressemeddelelse.
Det har tidligere været fremme, at også Susan Wilson, der er konsul på det amerikanske konsulat i Nuuk, kommer til konferencen, men det er endnu uvist, hvornår hun ankommer.
Sermitsiaq skriver, at den amerikanske delegation får selskab af den grammy-vindende musiker Daniel Ho, der vil give koncerter i Nuuk Center, oplyser den amerikanske ambassade i Danmark til mediet.