Hundredvis anholdt under 1. maj-demonstrationer i Tyrkiet
Der er forskellige meldinger om, hvor mange personer der er blevet anholdt under demonstrationer i Tyrkiet.
Hundredvis meldes anholdt i Tyrkiet under 1. maj-demonstrationer fredag.
Det skriver flere tyrkiske medier, mens en advokatgruppe ligeledes oplyser det samme til nyhedsbureauet AFP.
Der er meget forskellige meldinger om, præcis hvor mange personer der er blevet anholdt.
Ifølge advokatgruppen CHD er der tale om 370 personer, mens nyhedskanalen Halk TV melder, at lidt over 500 personer er anholdt.
Samtidig skrev CNN Türk fredag eftermiddag, at 350 personer er blevet anholdt.
Ifølge AFP kan bureauets journalister, der er til stede i den tyrkiske storby Istanbul, se, hvordan politiet affyrer tåregas fra køretøjer.
Der er også set flere demonstranter blive kastet til jorden af det tyrkiske politi.
Også sidste år var der meldinger om anholdelser under 1. maj-demonstrationer i landet.
Dengang meddelte advokatforeningen, at mere end 400 var blevet anholdt.
1. maj, som er arbejdernes internationale kampdag, medfører hvert år en omfattende politiindsats i Tyrkiet.
Her bliver store områder centralt i Istanbul - særligt Taksim-pladsen - afspærret i forbindelse med demonstrationerne.
Det har været ulovligt at holde demonstrationer på pladsen i Istanbul siden 2013.
I 2023 afgjorde Tyrkiets øverste forfatningsdomstol, at lukningen af Taksim-pladsen for protester var en krænkelse af rettigheder.
Sidste år blev forbuddet igen kritiseret af menneskerettighedsorganisationen Amnesty International.
I år er kampklædte politibetjente atter sat ind i Istanbul. Med afspærringer forhindrer de adgangen til centrale nabolag i byen.
I 1977 blev 34 dræbt i forbindelse med demonstrationer 1. maj på Taksim-pladsen. Det skriver Reuters.