Fortsæt til indhold
International

Billige våben fra den ukrainske slagmark udfordrer Israel i Libanon

Den Iran-støttede libanesiske Hizbollah-bevægelse har hentet teknologi fra Ruslands angrebskrig mod Ukraine, og Israel har ikke noget modforsvar.

ISTANBUL

Det er en almindelig redningsmission, der på få sekunder udvikler sig til noget potentielt dødeligt.

Et hold soldater småløber hen mod en helikopter, der står med rotorbladene tændt – klar til takeoff. Soldaterne bærer på en båre med en såret soldat, som i hast bliver læsset om bord.

Pludselig løfter en soldat sin riffel mod himlen, viser optagelserne fra hans hjelm. Han har fået øje på en drone, og nogle soldater sætter i løb. Andre når knap nok at registrere, hvad der sker, før den sorte prik på himlen eksploderer ikke langt fra helikopteren.

Videoen er ikke fra Ukraine, men fra et kamera på hjelmen af en israelsk soldat i Libanon, hvor den Iran-støttede Hizbollah-bevægelse har taget et nyt våben i brug.