Norge vil gøre det lovpligtigt for politibetjente at bære skydevåben
Indtil sommeren 2025 var norske politibetjente som udgangspunkt ikke bevæbnede.
Politibetjente i Norge skal som udgangspunkt være bevæbnede med skydevåben i den daglige tjeneste.
Det mener den norske regering.
Den har derfor fremlagt et lovforslag om, at politiet generelt skal være bevæbnet, skriver nyhedsbureauet NTB.
Hidtil har det ikke været et krav, at betjentene bærer skydevåben.
Sidste sommer fik politiet dog hjemmel til selv at beslutte, hvorvidt betjente generelt skal bære skydevåben i tjenesten.
- Det foreslås at erstatte politiets hjemmel til at beslutte, at politiet skal være bevæbnet i daglig tjeneste, med en bestemmelse om at politiet i almindelighed skal være bevæbnet med skydevåben i tjenesten, skriver regeringen i en pressemeddelelse om lovforslaget.
Før 1. juli 2025 var norsk politi som udgangspunkt ikke bevæbnet.
Justitsminister Astri Aas-Hansen understreger, at skydevåben kun skal bruges, når det er strengt nødvendigt, og der ikke er andre muligheder for at gribe ind.
- Brug af våben i tjenesten er og skal være godt dokumenteret af politiet, siger justitsministeren ifølge NTB.
Efter fem år med generel bevæbning af politiet skal ordningen evalueres, foreslår den norske regering.