»Hils Trump og sig tak fra os,« siger en iransk mand. Men mange iranere er også bekymrede
Da Israel og USA angreb Iran, jublede mange regimekritikere. Men i takt med at krigen trækker ud, og præstestyret holder fast, vokser bekymringen. Mange er også vrede. Jyllands-Posten har talt med iranere, der bruger landgrænsen til Tyrkiet for at slippe væk.
VAN, TYRKIET
Da Israel og USA indledte deres luftoffensiv mod Iran, lukkede det luftrummet over Iran, og Mandana strandede i Europa.
Nu er den 45-årige mor til to endelig på vej hjem via en lang og besværlig rute.
Hun sidder i en taxa fra den lille regionallufthavn i Van, en by i Tyrkiets østlige hjørne nær grænsen til Iran, hvor hendes familie har sendt en bil, der skal køre hende de sidste godt 800 km til Teheran.
Hun har ikke set sine to teenagedøtre i næsten en måned. Ikke været der, mens bomberne har regnet ned over døtrenes hoveder i den iranske hovedstad.
Alligevel beklager hun sig ikke: