Analyse: Trump kan blive katalysator for tredje verdenskrig. Men fedter ansvaret af på sin svigersøn
Præsident Trump har forregnet sig med sin krig mod Iran. I værste fald har han lagt grundstenen til tredje verdenskrig. Blandt andet ved at lytte for meget til sin svigersøn.
Stærke advarsler om tredje verdenskrigs forestående har været udtalt, siden Vladimir Putin indledte sin fuldskala invasion af Ukraine for godt fire år siden.
Men i dag er det mere end noget andet Donald Trumps stærkt risikofyldte fremturen mod Iran, der risikerer at kaste verden ud i tredje verdenskrig.
Trump har reelt mistet kontrollen med situationen, der ikke bare er kaotisk – men uden for amerikanernes kontrol.
USA’s og Israels krig mod Iran er hurtigt ved at blive global med mere end et dusin andre lande i skudlinjen eller mobiliserende deres væbnede styrker, mens Teheran kæmper tilbage.
Storbritannien, Frankrig og Spanien er blandt de nationer, der sender krigsskibe, jagerfly og tropper til regionen for at styrke dens forsvar og beskytte deres allierede, mens en stribe stater i Mellemøsten, såvel som Cypern, Tyrkiet og Aserbajdsjan, er blevet ramt af iranske droner og missiler.
Alt sammen med stor risiko for, at verdensøkonomien og den globale sikkerhed forværres yderligere, end verden allerede har set de seneste dage.
Krigen har fået olieprisen på himmelflugt, og onsdag blev de 32 medlemslande i Det Internationale Energiagentur enige om at slippe 400 mio. tønder olie ud på markedet fra deres nødreserver.
Men end ikke det giver sikkerhed eller ro på markederne eller slagmarken.
Trump har tydeligvis undervurderet præstestyret.
Det understreges kun af, at Mojtaba Khamenei, søn af Irans religiøse leder gennem 36 år, Ali Khamenei – som USA dræbte i krigens første døgn - forleden blev udråbt til Irans nye leder.
Sønnike anslås at være en endnu værre despot end sin far. Ligesom han ses som fast besluttet på at føre krig mod USA og at udvikle iranske atomvåben. Desuden menes han at have et fast greb om den iranske revolutionsgarde.
Iran har advaret om, at ethvert skib, der passerer gennem Hormuzstrædet, vil blive angrebet.
Containerskibe fra flere forskellige lande er de sidste dage blevet beskudt i strædet. Torsdag blev et skib, der er udlejet til Mærsk, ramt af fragmenter fra et projektil.
Mojtaba Khamenei sagde i sin første tale torsdag som ny leder, at Iran vil fortsætte lukning af Hormuzstrædet for at »presse fjenden«.
Med mulige katastrofale konsekvenser.
USA’s og Israels angreb på Iran er »den sidste katalysator for en tredje verdenskrig«, som den tidligere Nato-kommandør, Richard Shirreff, siger til The Week.
Den tidligere næstkommanderende for Nato i Europa, påpeger, at han »ikke husker et mere farligt øjeblik i geopolitikken i sin levetid«, og at det er en voksende følelse i det vestlige militærsamfund, at den amerikanske kampagne »allerede er ude af kontrol«.
For hvis USA trækkes ind i en landkrig i Mellemøsten - hvilket ikke kan udelukkes - vil Kina og Rusland ikke spilde tiden med at udnytte situationen, og Beijing kan gribe muligheden til at iværksætte sin længe ønskede invasion af Taiwan, måske allerede i 2027.
Mere og mere uklart
Samtidig står det dag for dag mere og mere uklart, hvad Trump og hans administrations mål med angrebet på Iran egentlig er og var.
Var det regimeskifte, en reel atomtrussel eller noget helt tredje?
Og hvilke pålidelige oplysninger var der egentlig for nødvendigheden af angrebet på Iran med alle de uoverskuelige følger, som verden netop nu er vidne til.
Trump og hans inderkreds har været ude af stand til at give verden ét sammenhængende argument.
Siden Trump startede krigen forrige lørdag, har der lydt så mange skiftende forklaringer og modsigelser fra Washington D.C., at det kan gøre selv en scenevant pirouettedanser rundtosset.
Nogle af hans topfolk modsiger hinanden, og indimellem modsiger Donald Trump sågar sig selv.
Trump annoncerede oprindeligt krigen i en otte minutter lang video, der blev lagt ud på Truth Social natten til lørdag i forrige uge, hvor han fremstillede ”Operation Episk Vrede” som en defensiv reaktion på årtiers iransk aggression for at stoppe atomtruslen fra Iran.
Samtidig opfordrede han det iranske folk til at gribe chancen for et regimeskifte ved at »gribe dette øjeblik, være modige, være dristige, være heroiske og tage jeres land tilbage«.
Allerede senere samme dag var hans ord mere elastiske, da han både mente, at han kunne »gå langt og overtage det hele« eller »afslutte det om to eller tre dage« og komme tilbage og bombe på ny et par år senere.
Samme dag påberåbte hans administration sig formelt artikel 51 i FN-pagten – bestemmelsen om selvforsvar - med den begrundelse, at Irans missilarsenal og ambition om at få atomvåben udgjorde en direkte trussel mod amerikanske styrker i regionen.
Men dagen efter fortalte den amerikanske efterretningstjeneste i en lukket briefing for udvalgte toppolitikere i Kongressen, at der ikke var nogen efterretninger, der tydede på, at Iran planlagde at angribe amerikanske styrker først.
Speget rolle
Forleden retfærdiggjorde Trump pludselig i stedet angrebet på Iran med henvisning til, at hans egen svigersøn, Jared Kushner, var en af en håndfuld toprådgivere, der overbeviste ham om at iværksætte angrebet mod Iran.
Trump nævnte ikke sin egen efterretningstjeneste. Men præsidenten er også kendt for ikke at lytte til tjenesten eller for den sags skyld at læse analyser og indstillinger fra sine toprådgivere.
»Hvad Steve og Jared og Pete og andre fortalte mig - Marco er så involveret - gjorde, at jeg troede, de ville angribe os,« sagde Trump med henvisning til sin Mellemøsten-udsending Steve Witkoff, krigsminister Pete Hegseth, udenrigsminister Marco Rubio og svigersønnen Jared Kushner.
»Inden for en uge ville (Iran) angribe os, 100 procent. De var klar,« sagde Trump ved et andet arrangement mandag.
»De havde alle disse missiler, langt flere end nogen troede, og de ville angribe os.«
Trump fedtede - presset af de stigende oliepriser og et fald på aktiemarkedet - altså blandt andet ansvaret af på sin svigersøn, der i øvrigt hverken har en formel rolle i Trump-administrationen eller for den sags skyld sikkerhedsgodkendelse.
Kushner har derimod store økonomiske interesser i Mellemøsten. Trumps svigersøns største investor er Saudi-Arabiens regering, og Kushner har modtaget flere hundrede millioner fra den saudiske regering de seneste år.
Små to uger efter angrebet på Iran er alle de centrale spørgsmål stadig ubesvarede.
Hvad vil Trump egentlig opnå? Hvordan mener han, at USA kan sejre? Hvor lang tid vil det tage? Og kan konflikten overhovedet stoppes? Eller vil den, som nogle frygter, i sidste ende føre til tredje verdenskrig?
Samtidig tyder meget på, at USA er ansvarlig for et dødbringende angreb på en pigeskole i Teheran. Trump har hævdet, at det er iranerene, der har beskudt skolen, og nu er tragedien ved at udvikle sig til et symbol på, hvor galt krigen er gået.
Trump og hans administration kæmper for at komme med et klart budskab om krigen, der i den amerikanske befolkning er den mest upopulære af alle krige nogensinde.
Vicepræsident JD Vance har sagt, at angrebene havde til formål at forhindre Iran i at udvikle atomvåben, mens udenrigsminister Marco Rubio bemærkede, at USA handlede efter at have hørt om Israels plan om at iværksætte et angreb – kommentarer, han senere trak tilbage.
Trump sagde først, at krigen ville vare fire-fem uger. Presset på udviklingen mente han forleden, at den »meget, meget snart« vil være ovre.
Men det er han ikke selv herre over.
Iran har med sit modsvar med at lukke Hormuz-strædet lige nu fat i den lange ende, selv om Det Hvide Hus på de sociale medier forsøger at tegne et billede af, at USA er i kontrol ved at fremlægge videoer med pulveriserende bombninger inde i Iran.
Er Trump en kylling?
Alt imens tales der i USA om TACO – Trump Always Chickens Out.
Altså at præsident Trump i sidste ende altid er en ”kylling”.
Først puster han sig op, men derefter trækker han sine mest dramatiske politikker tilbage, når de rammer aktiemarkedet for hårdt.
Han har flere gange gjort det med sin toldstraf. Trods gentagne trusler om at invadere Grønland undlod han også dette i sidste ende.
På samme måde signalerede Trump i denne uge hurtig retræte i Mellemøsten, da oliepriserne steg kraftigt, og aktiemarkedet begyndte at bløde.
Men historien viser, at det er meget nemmere at starte en krig end at afslutte den. Tag bare krigen i Afghanistan. Her sad amerikanerne fast i ørkensandet i 20 år. Til sidst blev de tilmed kastet ud i en ydmygende exit af en flok barfodede islamister med AK-47-geværer dinglende om halsen.
I dag er det så Irans toptrænede revolutionsgarde, der dikterer meget mere, end beboeren i Det Hvide Hus nogensinde havde forestillet sig kunne ske.
Måske skulle Trump have lyttet mere til sin efterretningstjeneste end til sin svigersøn.