Thailandsk minister: Våbenhvileaftale blev hastet igennem
Thailands udenrigsminister siger, at myndigheder fra Cambodja og Thailand skal mødes til forhandlinger onsdag.
Den brudte våbenhvileaftale mellem Cambodja og Thailand blev hastet igennem på grund af den amerikanske præsident Donald Trumps forestående besøg.
Det siger Thailands udenrigsminister, Sihasak Phuangketkeow, til fremmødte journalister i Kuala Lumpur i Malaysia, skriver nyhedsbureauet AFP.
- Jeg bemærkede, at vi nogle gange havde travlt med at lave den fælles erklæring. Fordi USA ville have erklæringen underskrevet i tide til præsident Trumps besøg, siger ministeren til nyhedsbureauet og tilføjer:
- Jeg mener, jo tidligere, jo bedre, men nogle gange er vi virkelig nødt til at sætte os ned, så de ting, vi bliver enige om, virkelig holder og virkelig bliver respekteret.
Ministeren fortæller desuden, at myndigheder fra de to stridende lande vil mødes den 24. december til flere forhandlinger om en eventuel våbenhvile.