Fortsæt til indhold
International

USA melder fire mænd dræbt i angreb mod påstået narkoskib

Skib, der angiveligt sejlede på såkaldt narkorute i Stillehavet, er ifølge USA blevet angrebet. Fire er dræbt.

/ritzau/

USA melder, at det i internationalt farvand har angrebet et skib, som ifølge USA var involveret i narkohandel.

Det fremgår af et opslag på det sociale medie X, som det amerikanske militærs sydlige kommando, Southcom, har delt natten til torsdag dansk tid.

Fire mænd mistede livet i angrebet, lyder det.

»Efterretninger har bekræftet, at fartøjet bevægede sig langs en kendt rute for narkohandel i den østlige del af Stillehavet og var involveret i narkotikahandel.«

»I alt fire mandlige narkoterrorister blev dræbt, og ingen amerikanske styrker kom til skade,« skriver Southcom.

Southcom er navnet på det amerikanske militærs sydlige kommando, som dækker Syd- og Mellemamerika såvel som Caribien.

I opslaget deler kommandoen også en kort video, som angiveligt viser angrebet. Her udbryder skibet tilsyneladende i brand efter at være blevet ramt.

Siden september har USA gentagne gange rettet angreb mod skibe i Stillehavet og i Det Caribiske Hav som del af en militær indsats, som den amerikanske præsident, Donald Trump, står i spidsen for.

Ifølge USA drejer det sig om skibe, der transporterer narko. Militæret har dog ikke offentligt fremlagt nogen beviser.