»Hvad vil de have, at vi cykelryttere skal gøre?«
Demonstrationer vokser i styrke. Aktivister vil have cykelhold smidt ud af et af verdens største løb.
Jonas Vingegaard er godt i gang med at vinde Vuelta a España, eller bare Vueltaen, der er Spaniens svar på Tour de France.
Danskeren kører i den røde førertrøje og er favorit til at vinde, når løbet slutter i Madrid næste weekend. Hvis løbet når så langt.
Den spanske rundtur er nemlig omdannet til en politisk kampplads, der eskalerer dag for dag. Propalæstinensiske demonstranter raser over, at det israelske cykelhold Israel-Premier Tech deltager. Voldsomheden i protesterne har nu nået et niveau, hvor Jonas Vingegaard frygter, at det ikke er muligt at gennemføre flere etaper.
Her er svar på 10 spørgsmål i sagen:
Hvorfor blev 11. etape stoppet onsdag?
Etapen blev neutraliseret 3 km før målstregen på grund af en demonstration i målbyen Bilbao. Den var direkte rettet mod holdet Israel-Premier Tech. Løbets arrangør kunne ikke garantere rytternes sikkerhed.
»Det var praktisk talt ukontrollerbart,« sagde Kiko García, der er teknisk direktør for Vueltaen.
Kilde: AS
Hvad siger Jonas Vingegaard om protesternes tiltagende styrke?
»Det kan godt være, at det er sidste gang, vi har haft en etapevinder i Vueltaen.«
»Det er det forkerte sted, de demonstrerer, for hvad vil de have, at vi cykelryttere skal gøre? Jeg kan jo ikke gøre noget. Det er en måde at komme i fjernsynet på. Det er ærgerligt, at de kommer i mål med det.«
Kilde: TV 2
Kan Vueltaen beslutte at smide holdet ud?
Nej. Det er ifølge reglerne kun UCI (den internationale cykelunion), der kan beslutte at tage et hold ud. Vueltaens tekniske direktør, Kiko García, har dog udtalt, at det kunne være en god løsning, hvis holdet selv beslutter at trække sig.
»Jeg talte længe med holdets manager for at vurdere, om de selv følte presset stige. Jeg vil ikke afsløre deres synspunkt, men der er kun én løsning. Vi kan ikke gennemtvinge den, men det ville være, at holdet selv trak sig,« udtalte Kiko García.
Kilde: AS
Hvordan har UCI reageret?
UCI fordømmer urolighederne og understreger, at sport er politisk neutralt.
»Sport, og især cykling, spiller en rolle i at bringe mennesker sammen for at overvinde barrierer mellem dem, og den bør under ingen omstændigheder bruges som et redskab til at straffe nogen.«
Kilde: UCI
Vil Israel-Premier Tech trække sig fra løbet?
Nej, holdet vil ikke trække sig, og det kritiserer demonstranternes fremgangsmåde.
»Israel-Premier Tech er et professionelt cykelhold. Holdet fastholder sit engagement og beslutning om at køre videre i Vuelta a España. Enhver anden beslutning vil skabe en farlig præcedens i cykelsporten, ikke kun for Israel-Premier Tech, men for alle hold.«
Kilde: Israel-Premier Tech
Hvem ejer cykelholdet Israel-Premier Tech?
Det gør to israelske rigmænd: Sylvan Adams, en israelsk-canadisk ejendomsmilliardær, og den israelske formueforvalter Ron Baron.
Kilde: Israel-Premier Tech
Er staten Israel involveret i holdet?
Nej, det er ikke et regeringsprojekt. Det israelske turistministerium har dog på et tidspunkt haft et mindre sponsorat.
Kilde: Jewish Philanthropy
Hvorfor bærer holdet så navnet Israel?
En af ejerne, Sylvan Adams, ser sig selv som en uofficiel ambassadør for Israel. Hans mål med at støtte israelsk sport er at give landet positivt fokus internationalt.
»Vi bærer navnet Israel. Det er navnet på forsiden af trøjen. Når vi gør noget godt, på eksempelvis en Tour de France-etape, vil alle sige ordet Israel 150 gange,« sagde Sylvan Adams i 2024.
»Vores bedste svar til alle haderne er at vinde. Hvordan kan vi frustrere dem mere?« sagde han.
Kilde: Jewish Philanthropy
Hvad skete der under holdtidsløbet i Vueltaen for Israel-Premier Tech?
Demonstranter gik ud på ruten og blokerede vejen, så holdet måtte stoppe og mistede tid.
Sportsdirektør Daryl Impey:
»Nogle var skuffede, andre var rasende. Vi har trænet hårdt og kørt recon ugen før. Når man lægger mange kræfter i noget, og sådan noget sker, bliver man selvfølgelig skuffet. Der var også en del, der var rystede.«
Kilde: Eurosport
Hvad siger Jakob Fuglsang, tidligere rytter på Israel-Premier Tech?
I forbindelse med at han kørte sit sidste løb i karrieren for knap tre uger siden i København, blev Jakob Fuglsang spurgt, om han var lettet over ikke længere at køre med et Israel-logo på maven.
»Jeg vil ikke blande mig selv ind i, hvad der sker politisk, men det er klart rarere at køre rundt uden Israel-logo end med Israel-logo.«
Kilde: Feltet.dk