»Vi kan ikke lide mennesker, der udnytter de svageste for at blive multimilliardærer, mens de sender deres koner op i verdensrummet i en stor, hvid penis«
Når ikke bare indbyggerne i Venedig, men også mange uden for den italienske by, protesterer mod Jeff Bezos' bryllupsfest, handler det om to ting, siger etnolog.
Hvad så Oprah Winfrey, da hun spiste morgenmad fra balkonen med udsigt til Canal Grande? Så hun sin ven, Jeff Bezos, ligge i vandet, mens han klamrede sig til en papkasse fra Amazon?
I givet fald kunne hun berolige sig selv med, at det bare var en dukke, ligesom flere andre dukker af verdens næstrigeste mand, Amazon-grundlæggeren, hvis kontrafej er dukket op rundtomkring i Venedig.
De er en del af de mange protester, som bryllupsfesten mellem Jeff Bezos og den tidligere tv-vært Lauren Sánchez har udløst. For venetianerne er trætte. Trætte af, at deres by er blevet reduceret til en kulisse for de rige og for turisterne, mens de lokale bliver presset ud af høje priser og dårlig boligmasse.
»Det er kun én ting, der har magten nu: penge, penge, penge, så vi er taberne,« siger venetianeren Nadia Rigo til Reuters.
De sædvanligvis mange turister har i disse dage fået selskab af kendisser som Kardashian-familien, Oprah Winfrey, Leonardo DiCaprio og Ivanka Trump – hendes far, USA’s præsident, har meldt afbud.
Utilfredsheden med de mange besøgende har da også eksisteret længe. Men da bystyret kunne annoncere, at der ville være mere end 200 berømte gæster til flere dages festligheder, som ville lukke dele af byen ned, blev det for meget.
Derfor har aktivister under sloganet No Space for Bezos over de seneste uger udført aktioner, som betød, at det angiveligt 40-48 mio. euro dyre bryllup, som forventes at kulminere lørdag, nu er flyttet ud af det centrale Venedig.
10 minutter i rummet
I 2014 var det skuespilleren George Clooney, som satte byen på den anden ende, da han og Amal Alamuddin lod sig vie i den norditalienske stad. Dengang udeblev kritikken.
Ifølge etnolog og trendekspert Julia Lahme er der tre årsager til, at Jeff Bezos’ fest udløser så stort et ramaskrig: klimadebatten, problemerne med masseturismen og det faktum, at Bezos tilhører den famøse ene procent. Altså de få, som ejer det meste af verdens formue.
»90 privatfly flyver ind til Venedig pga. festen. Internettet koger over med memes og opslag om, at verden brænder, og dér står Lauren Sánchez i den ene håndsyede kjole efter den anden. Det er i stigende grad gået op for verdens befolkning, at meget få mennesker har nærmest alle penge i verden og dermed al magten.«
Amazon er gang på gang blevet kritiseret for dårligt arbejdsmiljø, for skatteunddragelse, ligesom Bezos’ virksomhed aktivt har modarbejdet de ansattes ønske om at være en del af en fagforening. Dertil kommer, at han – ligesom de øvrige techmilliardærer, Elon Musk og Mark Zuckerberg – har ytret sin støtte til Donald Trump.
Som ejer af Washington Post har han desuden taget den kontroversielle beslutning at udelukke alle holdninger på debatsiderne, der går imod »det frie marked og personlig frihed.« Endelig sendte hans rumselskab, Blue Origin, seks kvinder, herunder Bezos’ forlovede, på en 10 minutter kort rumtur, der blev mødt med kritik for at være rent frås.
»Vi kan grundlæggende ikke lide mennesker, der udnytter de svageste for at blive multimilliardærer, mens de sender deres koner ud i verdensrummet i en stor, hvid penis for at vise, hvor mange penge de har,« konstaterer Julia Lahme.
Hun peger på, at der altid har været kendte, som vi bedre kan lide end andre. Forskellen på os og dem er bare blevet mere ekstrem.
»De bor i et parallelunivers. De holder et bryllup, som koster i omegnen af 50 mio. euro i en tid, hvor det virker helt tonedøvt.«
Selv om Jeff Bezos har stiftet The Bezos Earth Fund, som donerer penge til projekter, der bekæmper klimaforandringer og beskytter naturen, er gabet mellem det, han siger, og det, han gør, ganske enkelt for stort, mener hun.
»Derfor bliver det vulgært og næsten sjofelt at se så meget rigdom og nypumpet hud i kontrast til en verden i krise.«
Indbyggertal styrtdykket
Dertil kommer et Venedig, hvis indbyggertal er dykket fra 175.000 efter Anden Verdenskrig til omkring 52.000 i dag, hvilket ifølge nogle venetianere har efterladt en kulisseby.
Byen har indført en afgift for endagsturister, mens Airbnb – ligesom i flere andre europæiske byer – er blevet skydeskive, fordi platformen er med til at drive priserne i vejret.
»Der er en tendens inden for sociologien og byplanlægningen, hvor man taler om, at man skal kunne gå og leve i byer. Byer skal først og fremmest være et hjem, ikke en kulisse. Vi kommer til at se, at man i stigende grad vil forholde sig til byer på den måde,« forklarer Julia Lahme, som tilføjer, at det vil kræve en aktiv indsats fra politisk hold.
Forleden fortalte italienske medier, at Jeff Bezos har doneret tre mio. euro til lokale projekter, bl.a. en videnskabelig gruppe, som laver forskning i Venedigs lagune. Derudover forlyder det, at gæsterne er blevet bedt om at donere til Venedig frem for at give parret gaver.
Men det har ikke fået kritikken til at forstumme.
»Krigen er ikke slut,« skriver No Space for Bezos på Facebook, hvor alle opfordres til at møde frem og vise deres utilfredshed lørdag.