Fortsæt til indhold
International

Chefen for amerikansk base i Grønland fyret

Chefen for USA's base på Grønland er blevet fyret efter en kritisk mail. Fyringen er et forsøg på at holde fast i fortællingen om, at grønlænderne har det dårligt under Danmark, vurderer JP's sikkerhedspolitiske korrespondent.

Den 28. marts besøgte den amerikanske vicepræsident J.D. Vance Grønland. Han lagde vejen forbi USA’s Pituffik Space Base, tidligere kendt som Thulebasen. Ved ankomsten blev Vance modtaget af Susannah Meyers, som på det tidspunkt var chef for basen.

Det er hun ikke længere.

Torsdag meddelte det amerikanske militær, at Susannah Meyers er blevet fyret. Årsagen til fyringen er manglende »tillid til hendes evne til at lede basen,« oplyser det amerikanske militær i en erklæring.

»Militære ledere forventes at overholde de højeste standarder for opførsel, især når det handler om at være upartiske i forbindelse med at udføre deres opgaver,« skriver militæret.

Få dage efter vicepræsidentens besøg i Grønland sendte Susannah Meyers en mail til basens medarbejdere, hvor hun tog afstand fra J.D. Vances kritik af Danmark, skriver det amerikanske medie Military.

Susannah Meyers skrev, at hun »brugte weekenden på at tænke over fredagens besøg - de handlinger, der blev truffet, de ord, der blev sagt, og hvordan det må have påvirket hver enkelt af jer«, skriver Military, der er i besiddelse af mailen.

Hun fortsatte: »Jeg påstår ikke, at jeg forstår den nuværende politik, men jeg ved, at den amerikanske regerings bekymringer, som vicepræsident Vance diskuterede i fredags, ikke afspejler Pituffik-basen.«

Jyllands-Postens sikkerhedspolitiske korrespondent Jette Elbæk Maressa vurderer, at fyringen skal ses i sammenhæng med alle de andre, der er blevet sat til side for at være uenige med Trump-administrationens politik. Meyers er endnu et eksempel.

»De prøver at holde fast i fortællingen om, at grønlænderne har det dårligt under Danmark. Den fortælling er Meyers imod, og derfor vælger de at fyre hende. Jeg ved jo ikke, hvad hun tænker, men hvis jeg var leder sådan et sted, nytter det ikke noget, at man skal gå og skule til hinanden.«

Jette Elbæk Maressa har selv besøgt basen og uddyber:

»Basen er et lille og meget isoleret samfund, hvor amerikanere, grønlændere og danskere arbejder sammen. Og det har de gjort, siden den blev etableret. De ansatte har et stærkt fællesskab, hvor de spiser sammen, dyrker sport sammen og arbejder sammen. Som øverste leder ønsker Susannah Meyers ikke den splittelse, Vance prøver at skabe, for det er ikke sådan, de har det på basen,« siger hun.