Prins Harry har meldt sig ud af egen velgørenhedsorganisation: Nu bliver han beskyldt for mobning og chikane
Hårde beskyldninger fyger frem og tilbage mellem prins Harry og bestyrelsesformanden i den organisation, han for år tilbage stiftede for at ære sin mor.
Velgørenhedsorganisationen Sentebale er lige nu orkanens øje i en konflikt.
På den ene side står prins Harry og prins Seeiso af Lesotho, der startede velgørenhedsorganisationen i 2006, og siden har haft rollen som protektor. Sammen har de meldt sig ud af organisationen med en fælles meddelelse.
På den anden side står formanden for bestyrelsen, Sophie Chandauka, der mener, at meddelelsen er et udtryk for »mobning og chikane.«
Sentebale har til formål at hjælpe børn og unge i Lesotho og Botswana. Prins Harry var med til at starte den for at ære sin mor, prinsesse Diana, og den har spillet en stor rolle i hans liv. Men nu er han færdig efter knap 20 år.
Beslutningen kommer i kølvandet på, at fem bestyrelsesmedlemmer meldte sig ud af organisationen og udviste mistillid til bestyrelsesformanden. Ifølge The Guardian opstod der uenighed i bestyrelsen, da Chandauka ville modernisere Sentebale og diversificere indkomsten, så den ikke længere skulle være afhængig af rige venner af prins Harry og bestyrelsesmedlemmerne.
Ifølge CBS News meldte prins Harry og prins Seeiso sig ud »for at støtte og stå i solidaritet med bestyrelsesmedlemmer, der måtte gøre det samme,« står der i den fælles meddelelse.
»Hvad der er sket er utænkeligt. Vi er chokerede over, at vi er nødt til at træffe beslutningen, men vi har et fortsat ansvar for Sentebales modtagere, så vi deler alle vores bekymringer med Velgørendskommissionen, ift. hvordan alt dette skete,« skriver de også ifølge The Guardian.
I meddelelsen står der også, at bestyrelsesmedlemmerne bad Chandauka om at fratræde sin stilling, men at hun sagsøgte velgørenhedsorganisationen for at beholde stillingen.
Fortællingen om Sentebale ser dog anderledes ud hos Sophie Chandauka.
Ifølge en udtalelse, hun sendte ud, havde hun talt højt om problemer med ledelsen, magtmisbrug, mobning, chikane, kvindehad, had mod især sorte kvinder - og den tilsløring, der, ifølge hende, fandt sted, skriver The Guardian.
»Der er mennesker i denne verden, der opfører sig, som om de er hævet over loven og behandler folk dårligt for efterfølgende at spille offerkortet,« sagde hun også i udtalelsen.
Under et interview med Sky News søndag morgen har hun desuden sagt, at hun kun udtaler sig af én grund:
»På et tidspunkt tirsdag beslutter prins Harry sig for at godkende en meddelelse til hele verden, der har skadelige nyheder, uden at informere mig eller mine landedirektører eller min administrerende direktør.«
»Og kan du forestille dig, hvad det angreb har gjort mod mig og de 540 personer i Sentebales organisation og deres familier? Det er et eksempel på chikane og mobning i stor skala,« siger hun.
Hun har også sagt, at prins Harry var den største risiko for velgørenhedsorganisationen, og at hans ry fik sponsorer til at trække sig, skriver Sky News.
Englands Velgørenhedskommission kender til bekymringer om ledelsen, skriver BBC. »Vi vurderer spørgsmålene for at bestemme de passende reguleringstrin,« lyder det fra kommissionen, der kan tage aktion over for velgørenhedsaktioner, der handler forkert.