Putin har sat et »forhandlingsteater« i fem dele i gang. Trump trådte til i punkt to
Donald Trump virker nu på vippen til at tro, at Rusland blot udnytter hans våbenhvileforhandlinger til at trække tiden. Det har mange andre erkendt før ham. Men vær varsom med, hvad det kan komme til at betyde, siger to eksperter, der kigger fremad.
Der er gået flere dage, siden de seneste forhandlinger mellem Rusland, USA og Ukraine om våbenhvileaftaler på vejen mod fred blev afsluttet.
Om der egentlig er indgået våbenhvile om henholdsvis energifaciliteter og aktivitet på Sortehavet, er fortsat uklart. Svaret er formentlig nej. Alle tre lande har sagt og skrevet forskelligt om det – med især Ruslands påstande som et yderpunkt. Og hvis der er en aftale, så har Rusland brudt den.
Indtil videre passer det forløb og indledningen på denne artikel ind i punkt fem af det, der bliver kaldt ”Ruslands forhandlingsteater”. En disciplin perfektioneret over årtier, og som Donald Trump nu har fået en rolle i.
Det er Cornelius Friesendorf, seniorforsker ved Institut for Fredsforskning og Sikkerhedspolitik i Hamborg, der henleder Jyllands-Postens opmærksomhed på forhandlingsteater-teorien. Den blev opsummeret af en svensk ekspert i efteråret, allerede før USA’s præsident, Donald Trump, var taget i ed og kunne begynde sin plan om at afslutte krigen i Ukraine på 24 timer, en uge, en måned, 100 dage eller i hvert fald i 2025 … tidslinjen har varieret.
De selvpålagte deadlines gør, at Trump passer fint ind fra punkt to i Ruslands drejebog.
»De ved, at Trump er under pres, fordi han har sat sig selv under pres. Og de ved, at de er amerikanerne overlegne i viden. Se f.eks. bare de katastrofale udtalelser, hvor højtstående embedsmænd ikke kunne navngive de fire annekterede regioner,« siger Cornelius Friesendorf.
Han henviser til Trumps topforhandler med Rusland, Steve Witkoff, der i et meget omstridt interview bl.a. ikke kunne komme på navnene på alle fire ukrainske regioner – Zaporizjzja, Kherson, Luhansk og Donetsk – som Rusland foruden Krim ulovligt gør krav på.
Mange har konkluderet, at Rusland bevidst trækker tiden i de nuværende forhandlinger; at Vladimir Putin ikke har en reel intention om at gå med til noget som helst.
Det mener Cornelius Friesendorf. Det mener Stine Lehmann Larsen, vicedirektør for ngo’en Europæisk Institut for Fred, som Jyllands-Posten også har talt med til denne artikel. Det mener et sammenrend af andre analytikere samt russiske dissidenter såsom fhv. udenrigsminister Andrei Kozyrev.
Og det mener den samlede gruppe af 30 primært europæiske statsledere, der har fået kaldenavnet ”koalitionen af de villige”, og som fortsat står last og brast med Ukraine.
»Rusland trækker tiden og benytter påståede fredsforhandlinger fra deres side til i virkeligheden at fortsætte krigen inde i Ukraine,« sagde Mette Frederiksen efter et møde i Paris med de lande torsdag.
Donald Trump mener det ikke. I hvert fald ikke endnu.
Men han er åben for teorien, sagde han i et interview med det konservative medie Newsmax denne uge, da han blev spurgt om, hvorvidt Rusland trækker tiden.
»Jeg ved det ikke. Jeg vil fortælle dig det på et tidspunkt. Men jeg tror, at Rusland ønsker at se en afslutning, men det kan være, at de trækker tiden ud. Jeg har gjort det gennem årene, skal du se: Hvis jeg ikke vil underskrive en kontrakt, og jeg på en måde vil blive i spillet, men måske ikke gøre det helt … Jeg er ikke sikker. Men nej, jeg tror, at Rusland gerne vil se det afsluttet, og jeg tror, at Zelenskyj gerne vil se det slutte på nuværende tidspunkt,« lød hans svar.
Stine Lehmann Larsen vil gerne afgøre sagen for Trump.
»Jamen altså, Rusland er overhovedet ikke interesseret i det her,« siger hun og fortsætter om Vladimir Putin:
»Han ikke bare trækker tiden, han er fuldstændig uinteresseret og uengageret i den her proces. Det handler for ham kun om at bibeholde det gode forhold, man kan få med Trump.«
Stine Lehmann Larsens institut har selv hænderne nede i fredsprocessen, skal det siges. Instituttet har en rådgiver siddende med i Ukraines præsidentkontor og andre, der rådgiver EU og store europæiske lande.
Hun tror bestemt ikke, at en eventuel erkendelse fra Trump om Putins tidstrækken vil føre til, at han så igen placerer USA på linje med europæerne og Ukraine og lægger pres på Rusland.
»Amerikanernes tilgang til det her handler ikke om fred. Det handler om at finde en politisk løsning, som alle kan leve med – mest af alle amerikanerne. Så det er ikke en fredsproces. Det er ikke engang begyndelsen af en fredsproces,« siger hun og fortsætter:
»Det er en samtale, som amerikanerne driver fremad, og på forskellig vis sikrer de, at deltagerne er til stede vha. trusler og løfter. Det er en forhandling mellem nogle politiske spillere om en eller anden deal, som – i hvert fald to af de tre vil synes – er okay.«
Ukraine er udsat for et stort pres. Senest har USA afleveret et nyt udkast til en mineralaftale – uden vedhæftede sikkerhedsgarantier – til Ukraine, som på mange punkter kan siges at være økonomisk udnyttelse. Det er i hvert fald sådan, adskillige ukrainere og eksperter betegner den, efter at udkastet er blevet lækket. Men Ukraine har begrænset spillerum.
»Det er stadig amerikansk afpresning. Der ligger stadig denne her implicitte trussel om at trække støtten, som de har gjort før, og så genoptage den. Og Europa kan naturligvis stadig ikke udfylde det tomrum, det ville efterlade. Så ukrainerne bliver nødt til at spille efter amerikanernes regler,« siger Cornelius Friesendorf om forhandlingerne.
Han er åben for flere muligheder for, hvad der kan ske nu. Men det »mest sandsynlige er, at at han kommer til at sige til europæerne: ”Okay, nu er det jeres problem. Vi trækker os.” Og så finde en syndebuk for det«.
Stine Lehmann Larsen holder fast på sin teori: at utålmodigheden kun vil føre mere pres med sig og til sidst »en eller anden form for politisk aftale, som så kommer til at holde et meget kort stykke tid. Og så er vi der igen. Men du skal også tænke på, at russerne er utrolig erfarne inden for det her«.