Optimisten Trump ignorerer det helt store problem og de tre kræfter bag det, siger tysk ekspert

Én uges højintens diplomati mellem USA’s topforhandlere og Rusland om en mulig våbenhvile i Ukraine skal tirsdag kulminere i et telefonopkald mellem USA og Ruslands præsidenter, Donald Trump og Vladimir Putin. Bliver det disse syv dage, der vil stå som vendepunktet mod fred i Ukraine?

»Absolut nej,« er den første del af svaret, uden tøven, fra Cornelius Friesendorf.

Han er seniorforsker ved Institut for Fredsforskning og Sikkerhedspolitik (IFSH) i Hamborg med fokus på bl.a. europæisk sikkerhed.

Verden er tydeligvis ikke fyldt med optimister, hvad angår udsigten til snarlig fred.

Men verdens mest magtfulde mand, Trump, var fortsat en af dem, da han mandag i en døråbning om bord på Air Force One i en uformel situation varslede verden om det kommende telefonopkald.

»Vi vil se, om vi kan få stoppet den krig. Måske kan vi, måske kan vi ikke, men jeg tror, vi har en meget god chance,« sagde Trump og udpenslede også i lidt yderligere grad, at de to skal tale om territorium og kraftværker – samlet set »opdelingen af bestemte aktiver«.

Fra europæisk og ukrainsk side har man mest fokus på, at det nu er en uge siden, at Ukraine sagde ja til USA’s forslag om en ubetinget våbenhvile på 30 dage. Siden har Rusland hverken sagt ja eller nej, men i stedet præsenteret en række modkrav.

»Min læsning af samtalen er, at man fra russisk side forsøger at trække tiden. Man ønsker ikke at sige ja til en 30 dages våbenhvile, så længe ukrainerne er i Kursk-regionen. Man vil have presset dem mest muligt ud af Kursk-regionen, før man vil sige ja til en aftale om våbenhvile. De køber sig tid,« lyder det fra Isabel Bramsen, fredsforsker ved Lund Universitet.

Cornelius Friesendorf står klar til at uddybe sit absolutte nej.

Han understreger, at man på IFSH er forpligtet til at fokusere på fredsløsninger frem for oprustning. Men i den nuværende situation skal man ikke stikke sig blår i øjnene. Man skal være realistisk og turde pege på problemet, hvor det er.

»Vi ser mange handlinger – især fra Trump-administrationen – som udgør et helt lejrbål af hovedsageligt halvbagte idéer, forslag og initiativer. Men det er meget usandsynligt, at noget som helst af det kommer til at føre til en stabil fred. I bedste tilfælde kommer der en våbenhvile og så måske endda en fredsaftale, som Ukraine vil være tvunget til at underskrive udelukkende på grund af presset fra og afhængigheden af USA. Men det er højst usandsynligt, at noget af det her leder til en stabil fred. Ellers kunne det være gjort før,« siger han og fortsætter:

»De her Trump/Putin-samtaler adresserer ikke det underlæggende problem: russisk imperialisme og de drivende kræfter i det. Dem er der tre af, som motiverer Rusland. For det første jagten på stormagtsstatus, som er grunden til, at Kreml elsker at tale direkte med USA over hovedet på europæerne og ukrainerne. For det andet er det en dybt plantet usikkerhed, som går hundreder af år tilbage og er kombineret med en følelse af underlegenhed ift. vestlige lande. Og den tredje er regimets stabilitet ved, at regeringen vil gøre alt, hvad den kan, for at beholde magten,« siger han og konkluderer:

»Enhver aftale, som skal være stabil, skal ideelt set adressere alle tre faktorer. Og det er ikke ved at ske.«

»Grinagtigt« skyldsspørgsmål

Blandt skeptikerne finder man også Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M).

»Personligt er jeg ikke synderlig optimistisk på, at Putin er til noget,« sagde han mandag morgen ved et EU-møde, hvor mange ligesom Løkke talte chancen for en acceptabel aftale ned og behovet for støtte til Ukraine op.

Isabel Bramsen ser det som en sejr for ukrainernes diplomati, at man efter den forgangne uge og et ja til 30 dages våbenhvile kan pege på russerne som parten, der forhaler fred.

Alina Nychyk fra Zhaw-universitetet i Schweiz er ekspert i ukrainsk udenrigspolitik og bl.a. tidligere forhandlinger med Rusland. Hun kan nikke ja til den pointe og tilføjer:

»Det var selvfølgelig grinagtigt at give ukrainerne skylden for ikke at ville have fred, men nu har de ukrainske ledere også vist Trump-administrationen, at en våbenhvile kan være første skridt, og at Ukraine er klar til at diskutere vilkårene for en varig fred yderligere. Der er også en forståelse i Ukraine og andre europæiske lande af, at USA er en vigtig partner for fred og sikkerhed i Europa, og at uanset hvor svært det er at arbejde med den nuværende amerikanske ledelse, så skal det gøres.«

Amerikanernes resumé

Mens Donald Trumps egne udtalelser om status før samtalen med Putin var korte og noget ukonkrete, var der en smule mere kød på udtalelser fra hans tre hovedforhandlere, sikkerhedsrådgiver Mike Waltz, udenrigsminister Marco Rubio og diplomaten Steve Witkoff, som alle var i amerikanske medier søndag.

Witkoff har næsten lige mødt Putin personligt. Fra ham lød det til CBS, at Ukraines adgang til Sortehavet, håndhævelse af en våbenhvile eller fred langs en 2.000 kilometer lang front, Ukraines erobringer i Kursk og et ukrainsk atomkraftværk – med alle former for sandsynlighed det russisk besatte Zaporizjzja-kraftværk – var punkter på en dagsorden.

Fra Rubio kunne man forstå, at det stadig er USA’s holdning, at en våbenhvile før alt andet er plan A, og at man derefter vil tage de egentlige fredsforhandlinger. Det er det, som Ukraine også er gået med på, mens Rusland fortsat taler mere om at forhandle alt på én gang.

Mest ligefrem af dem alle var dog nok Mike Waltz til ABC.

»Det her bliver en form for territorium-for-fremtidige-sikkerhedsgarantier-aftale, den fremtidige status for Ukraine. (…) En permanent vej imod Nato eller et permanent medlemskab af Nato for Ukraine er utroligt usandsynligt,« sagde Waltz – dog fortsat uden at fortælle, hvilke territorier man snakker om.

Det er en meget vigtig nuance, når Ukraines røde linje er ikke at opgive yderligere ubesat territorium og ikke at diplomatisk anerkende besat land som russisk, mens Rusland gør krav på allerede indtaget samt store mængder ubesat territorium.

To scenarier

Når Cornelius Friesendorf hører amerikanerne tale, og russerne for den sags skyld, hører han et verdenssyn fra fortiden, hvor stormagter prøver at bestemme over hovedet på alle andre mindre lande. Han hører en gentagelse af Münchenaftalen fra 1938, hvor Storbritannien og Frankrig gik med til at overdrage Sudeterlandet fra Tjekkoslovakiet til Nazi-Tyskland, uden at Tjekkoslovakiet selv var med til forhandlingerne i München. Verdenskrigen kom alligevel.

Når Alina Nychyk hører dem, hæfter hun sig ved et umiddelbart fravær af viden. Hun gør til gengæld plads til noget af den optimisme, der ellers kan være svær at finde hos andre.

»Det lader til, at USA’s ledelse jagter hurtig succes nu uden at undersøge de underliggende problemer ordentligt og se på fortiden og lære af den. Som eksempel er USA’s syn på, at sikkerhedsgarantier til Ukraine først skal komme, efter freden er opnået, latterligt. Det giver ingen mening at give Rusland et par måneders hvile, så det bliver stærkere og kan angribe igen, som det var tilfældet med Minsk-fredsaftaleforløbet og invasionen i 2022. Men: Vi kender ikke til alle samtaler, og de er ikke slut endnu. Forhåbentlig er der folk i USA’s administration, som undersøger sagen grundigt og forstår detaljerne, så det, vi ser nu, ikke er det endelige billede.«

Hun skærer perspektiverne for Trump og Putins kontakt helt ned til de mulige ekstremer – set fra et ukrainsk standpunkt:

»Det bedst mulige scenarium er, hvis Putin går med til reelle indrømmelser efter pres og overtalelse fra Trump. Det værst mulige er, hvis Trump går med til flere indrømmelser og mere pres på Ukraine efter overtalelse fra Putin.«