Fortsæt til indhold
International

Militæranalytiker: »Trump vil på et tidspunkt finde ud af, at han ikke har styrken til at presse ukrainerne ind i noget, de ikke vil«

Nye udtalelser fra Donald Trump gør det ifølge en analytiker »fuldstændig umuligt« at stole på amerikanerne.

Den amerikanske præsident Donald Trump lader til at overvurdere sin egen betydning, når det kommer til krigen mellem Ukraine og Rusland.

For den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, og resten af Ukraine er faktisk ikke så afhængige af USA, som de var for et år siden.

Det fortæller Anders Puck Nielsen, som er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, efter at delegationer fra Rusland og USA tirsdag mødtes i Saudi-Arabien. Her var en mulig afslutning på krigen mellem Rusland og Ukraine på dagsordenen, men hverken Ukraine eller Europa var inviteret med.

Trods den fraværende invitation står Ukraine ikke så dårligt, som det måske kan se ud.

»Der er to ting på spil. For det første har Ukraine fået deres egen forsvarsproduktion op at køre i højere grad, og det har europæerne i øvrigt også. For det andet er russerne slidt ned efter tre års krig, og de har derfor ikke den samme styrke at slå med som tidligere,« siger Anders Puck Nielsen, som har specialiseret sig i krigen mellem Ukraine og Rusland.

»Donald Trump vil på et eller andet tidspunkt i det her forløb finde ud af, at han faktisk ikke har styrken til at presse ukrainerne ind i noget, de ikke vil,« fortsætter han.

Volodymyr Zelenskyj har nemlig forberedt sig på, at der kunne blive indsat en mand i Det Hvide Hus, som vil bidrage med en vis usikkerhed til hele situationen.

Gentagelse af russisk propaganda

Natten til onsdag dansk tid vakte Donald Trump igen opsigt ved et pressemøde i Mar-a-Lago. Som en direkte reaktion på Ukraines utilfredshed med ikke at være inviteret til forhandlingerne mellem USA og Rusland sagde han, at Ukraine »aldrig skulle have startet det«.

Det er en udtalelse, som Anders Puck Nielsen ser som et udtryk for, at Donald Trump mere eller mindre gentager russisk propaganda.

»Alt det russerne indtil nu har sagt om, at det er Ukraines skyld, at krigen er startet, og at den skyldes Nato-udvidelser, hører vi pludselig fra den amerikanske præsident. Det gør det fuldstændig umuligt at stole på, at amerikanerne vil være der,« siger han.

Senere onsdag valgte Trump at skærpe retorikken, da han i et opslag på sit sociale medie, Truth Social, kaldte Zelenskyj »en diktator«.

Selvom Ukraine kan klare sig nogenlunde uden fuld opbakning fra USA, har Volodymyr Zelenskyj alligevel grund til bekymring, når USA og Rusland sætter sig om et bord uden ham, som de har gjort i denne uge i Saudi-Arabien.

»Ukrainerne er bange for at give russerne en kamppause. Det øjeblik, Rusland holder op med at tage tab, vil de hurtigt få genetableret en ret stor styrke. Russerne vil simpelthen få mere ud af sådan en pause, end ukrainerne vil,« vurderer Anders Puck Nielsen.

Men netop en pause i krigshandlingerne virker til at være Donald Trumps mål.

»Han kan sælge det som en sejr, hvis begge parter stopper med at skyde. Men for mig at se vil den proces, der er i gang lige nu, ikke føre til fred,« understreger Anders Puck Nielsen.