Efter revolutionen er en ny revolution i gang hos Syriens boghandlere
Efter årtier med et rigidt censurregime står tidligere bandlyste bøger på hylderne hos boghandlere i Syrien. I Homs får det en mand til at smile.
HOMS
Mange syrere kan knap tro deres egne øjne.
Hvis de går ind i en boghandel, ser de nu titler på hylderne, som de tidligere kunne være kommet i fængsel for bare at spørge efter.
Mohammed Saddam, der står bag disken i al-Irshad, den ældste bogbutik i Homs, peger som et bevis hen mod en reol, hvor der er blevet klistret et simpelt A4-ark op med beskeden: ”Vi sælger bøger, der var censureret.”