Forsvarsministeren: Hvis Ukraine løbes over ende, så har det umiddelbar betydning for vores egen sikkerhed
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) kalder ny trusselsvurdering fra FE alvorlig og siger, at situationen kun har udviklet sig til det værre i de to år, han har siddet på posten.
»Det er en alvorlig situation, som Europa og dermed Danmark befinder sig i.«
Sådan lyder det fra forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), efter at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) tirsdag formiddag offentliggjorde en opdateret trusselsvurdering.
Heri gøres det klart, at Rusland forbereder sig på en krig mod Nato, og at Rusland under givne omstændigheder allerede om fem år kan være klar til en storskalakrig på det europæiske kontinent, hvor USA ikke involverer sig.
Når Troels Lund Poulsen læser det godt to sider lange FE-papir, hæfter han sig især ved én ting: