Kansleren tog bladet fra munden, mens EU-toppen træder vande
Analyse: Tæt kontakt mellem København og europæiske hovedstæder resulterer i bemærkelsesværdig tavshed efter Donald Trumps militære og økonomiske trusler mod Grønland og Danmark.
Næsten to dage skulle der gå, før EU’s udenrigschef, Kaja Kallas, kom på banen og reagerede på Donald Trumps opsigtsvækkende trusler og meldinger om Grønland.
»Vi skal respektere Grønlands territorielle integritet og suverænitet,« sagde Kallas torsdag.
Kaja Kallas, som ellers er kendt som en knivskarp og hårdtslående høg fra Estland, var påfaldende spag. Det samme var de øvrige topfolk i EU og Nato, efter at Donald Trump tirsdag meddelte, at han ikke ville udelukke militær eller økonomisk tvang for at få kontrol over Grønland.
Der er flere årsager til den bemærkelsesværdige tavshed. Den vigtigste findes i København.