Meloni hos Trump om følsom sag: Italiensk journalist fængslet i Iran for brud på islamisk lov
Siden den 16. december har en ung kvindelig italiensk journalist siddet fængslet i Teheran for brud på islamisk lov. Fængslingen trækker tråde til USA og terror. Under et lynbesøg hos Trump lagde den italienske premierminister følere ud til en fælles løsning.
Megen lyst til at tale om sit lynbesøg hos USA’s kommende præsident, Donald Trump, har Italiens premierminister, Giorgia Meloni, angiveligt ikke. Det fem timer lange besøg i Trumps private gemakker i Mar-a-lago kom som en overraskelse, selv for Italiens udenrigsminister, Antonia Tajani, som ifølge flere italienske medier ikke var informeret forud for besøget.
Embedsapparatet går på listefødder, for Trump er endnu ikke indsat, og hvem husker ikke for otte år siden, da sikkerhedsrådgiver Michael Flynn begyndte at forhandle med russerne, før både han og Donald Trump havde indtaget deres pladser.
Men lidt er der sivet ud: Allerøverst på Melonis dagsorden stod en sag, som hun indtrængende bad om Trumps hjælp til.