Fortsæt til indhold
International

Trods et mere pragmatisk sprog, et kortere skæg og et nyt jakkesæt stoler Syriens kristne ikke på al-Jolani

11 år efter at apotekeren Cæsar flygtede fra al-Jolanis styrker, har oprørslederen fået magten. Derfor er den 50-årige syrer som mange andre kristne nu nervøs: »Vi ved formentlig først om en måneds tid, om det her vil give os sikkerhed.«

DAMASKUS

Fadi Sbehs brede smil står i kontrast til stemningen mellem røgelsespinde og stearinlys ved begravelsesgudstjenesten, der er i gang i Hellig Kors Kirken bag ham.

Han kan ikke lade være.

Siden en række oprørsgrupper – ledt an af den sunni-islamistiske Hayat Tahrir al-Sham (HTS) – for lidt over en uge siden væltede Bashar al-Assads brutale regime i Syrien, er han blevet genforenet med sin hustru og to børn.

Han var blevet smidt i fængsel i seks måneder, fordi han havde 2.000 dollars på sig i kontanter, som en vagt ved et af regimets utallige checkpoints bestemte sig for at konfiskere.

»Oprørerne lukkede mig ud, og nu smiler jeg hele tiden. Jeg er så glad. Det her styre kan ikke være værre end det, vi havde før,« siger han og griner op til sin yngste dreng, der sidder på hans ene arm.

Den anden arm holder han frem for at vise, hvordan han blev behandlet under opholdet. Neglene på hånden er ødelagte efter at være blevet klemt af hans fangevogtere.

Andre i Qassa – et af Damaskus kristne, mere velhavende kvarterer, hvor der enkelte steder er nisser i vinduerne – er knap så optimistiske.