Fortsæt til indhold
International

En aften med Donald Trumps stormtropper

Klimaks nås præcis kl. 21, da lysblink fra et lille vindue i fængselsmuren langt ude i mørket sender signalet til en rungende afsyngning af nationalsangen "Star-Spangled Banner". Fulgt af råbene »USA, USA« og »fight, fight, fight«.

Brandon Fellows møder trofast op næsten hver aften her på fortovet mellem kirkegården og fængslet DC Central Detention Facility, som har fået navnet Freedom Corner.

I maj blev den 30-årige løsladt efter at have afsonet sin dom på tre år for ulovligt at trænge ind i Kongressen den 6. januar 2021, den skelsættende dag i amerikansk historie, da Donald Trumps tilhængere gik amok. Nu er han prøveløsladt og må ikke bevæge sig længere væk end 75 km fra hovedstaden.

Tre år bag tremmer er lang tid for at gå ind på senator Jeff Merkley fra Oregons kontor og smække benene op på bordet og tage et par drag af en joint, synes Fellows. Men trods alt bedre end de 20 år, som han ifølge anklageskriftet risikerede for at angribe selve det amerikanske demokrati.