Skældsordene var gemt væk, da Trump vendte tilbage til Det Hvide Hus
De to politiske rivaler holdt den professionelle tone, da Joe Biden onsdag tog imod Donald Trump for at markere en fredelig overdragelse af magten.
Joe Biden ventede i Det Hvide Hus, men Donald Trump var sen på den.
10 minutter efter planen ankom USA’s kommende præsident til et symbolladet høflighedsvisit hos sin politiske rival onsdag formiddag lokal tid.
Det var Trumps første besøg, siden han for små fire år siden forlod Det Hvide Hus i en kaskade af udokumenterede påstande om, at valget var blevet stjålet fra ham.
I Det Ovale Kontor hilste de to præsidenter på hinanden, smilede til fotograferne og udvekslede høfligheder om processen, der nu venter.
»Tillykke,« sagde Biden, da de havde sat sit til rette i hver deres stol foran den tændte pejs.
»Vi skal nok sørge for, at du har alt, hvad du behøver,« fortsatte han og understregede, at hans stab vil sørge for en gnidningsfri overgangsperiode frem mod indsættelsen af Trump i januar.
»Det sætter jeg stor pris på,« takkede Trump, som for en sjælden gangs skyld lød helt ydmyg og forsonende.
»Politik er hårdt,« bemærkede han, »mange gange er det ikke en særlig rar verden, men det er det i dag.«
Eder og forbandelser
Onsdagens besøg kom efter en præsidentvalgkamp, hvor begge kandidater kastede alskens eder og forbandelser efter hinanden.
Joe Biden har for eksempel beskrevet Trump som en decideret trussel mod demokratiet og kaldt ham en taber og en dømt kriminel, som simpelthen fortjente en røvfuld. Citat slut.
Omvendt har Trump givet Biden øgenavnet ”Sleepy Joe”, kaldt ham en gammel nedbrudt mand, en ”bunke lort” og udpeget hans præsidentperiode som den mest katastrofale i USA’s historie. For bare at nævne et lille udpluk.
For Biden syntes formålet med høflighedsvisittet alligevel tydeligt, selvom det må have været en bitter pille at sluge for den udgående præsident at skulle byde sin største rival velkommen tilbage.
Siden Trumps klare valgsejr over Kamala Harris i sidste uge har Joe Biden nemlig gjort en dyd ud af at vise sin efterfølger den høflighed og etikette, som han selv blev snydt for, da rollerne var byttet om for fire år siden. Dengang nægtede Donald Trump – som ikke ville anerkende nederlaget i 2020 – at invitere Joe Biden på besøg i Det Hvide Hus for at markere overgangen til en ny leder.
Allerede i sidste uge slog Biden i en tale til nationen fast, at et ægte demokrati skal kendes på, at magten skifter hænder på fredelig vis, når vælgerne har talt.
Fuld gang i kabalen
Besøget markerer samtidig Donald Trumps triumferende tilbagevenden til Washington D.C. En by, han forlod nærmest i vanære efter stormløbet på Kongressen og de falske fortællinger om valgsvindel.
Nu indtager den 78-årige forretningsmand fra New York rollen som den sejrende president elect, som returnerer til hovedstaden stærkere end nogensinde – med et republikansk flertal i Senatet og sandsynligvis også i Repræsentanternes Hus. Her tælles de sidste stemmer stadig.
Forud for mødet i Det Hvide Hus havde Trump besøgt ledende republikanske politikere på et hotel nær Capitol Hill. Han er i disse dage i fuld gang med at sætte sit kommende hold af ministre og rådgivere – alle udvalgt fra rækkerne af Trumps loyale støtter.
Der er flere kontroversielle valg på listen. Onsdag er techmilliardæren Elon Musk for eksempel blevet indstillet til en ledende rolle i et nyt ministerium, som skal effektivisere den offentlige sektor, mens militærveteranen og Fox News-værten Pete Hegseth er blevet Trumps valg som USA’s nye forsvarsminister. Ingen af de to har formel erfaring fra amerikansk politik.
Du kan læse mere om Trumps nye hold her: