Fortsæt til indhold
International

Ekstremistiske bosættere er blevet lovens håndhævere på Vestbredden

Den eskalerende bosættervold mod lokale palæstinensere nær landsbyen Qusra er en del af et bredere mønster på tværs af Vestbredden efter Hamas-angrebet for et år siden.

QUSRA

Den lille olivenlund emmer af idyl, men Abdul Wadi har et forjaget udtryk i øjnene.

»Hold dig bag træerne, så de ikke kan se dig,« siger han med en lavmælt stemme, selvom ingen kan høre ham her.

Han spejder nervøst op mod bakkekammen.

Det samme gør hans kone, Naseema Fawaz.

Det skaber en anspændt, næsten intens stemning. Som om der om lidt – her midt i den behagelige formiddagssol med udsigt over frodige landskaber og til lyden af fuglefløjt – vil ske noget ubehageligt.