Fortsæt til indhold
International

Politisk flertal i Norge for at hæve abortgrænse til 18 uger

Et regeringsparti er imod ændringer i abortforslag, men flere medlemmer siger, de går imod partilinje.

/ritzau/

Der er flertal for et lovforslag, som den norske mindretalsregering fremlagde fredag om at hæve abortgrænsen fra 12 uger til 18 uger.

Det viser en optælling fra det norske stats-tv, NRK.

Også selv om koalitionspartiet Senterpartiet siger, at det er imod foreslåede ændringer.

Flere af partiets politikere i Stortinget siger, at de går imod partiets linje og vil stemme for.

- Selv om jeg personligt ikke ønsker, at nogen skal vælge abort, så mener, jeg, det er den enkelte kvinde, som må tage et eventuelt vanskeligt valg ud fra egen livssituation, forklarer Siv Mossleth, der er valgt i Nordnorge for Senterpartiet.

Også fem medlemmer af Fremskrittspartiet, som officielt er imod at ændre abortgrænsen, vil stemme for.

Senterpartiet, der befinder sig på den politiske midte, udgør sammen med Arbeiderpartiet den norske regering.

Partiet siger, at dets stortingsmedlemmer er fritstillet, når abortloven kommer til behandling.

Der er 169 medlemmer af Stortinget. NRK har talt sig frem til, at Arbeiderpartiet og dets støttepartier med 80 mandater vil sætte abortgrænsen op til 18 uger.

Med de fem medlemmer fra Fremskrittspartiet når de flertallet på 85 mandater. Oveni kommer så de medlemmer af Senterpartiet, der vil stemme for og udbygge flertallet.

Det store konservative parti Høyre har ligger underdrejet i debatten om abortgrænsen. Men flere kilder i partiet sagde i foråret til NRK, at de vil anmode om at blive fritstillet, når abortloven kommer til afstemning.

Fritstilling er relativt sjældent brugt i det parlamentariske arbejde både i Norge og Danmark. Men det betyder, at medlemmer i særlige sager kan følge deres egen personlige overbevisning og ikke partiets.

I foråret blev et bredt politisk flertal i Danmark enige om at ændre abortgrænsen fra 12 til 18 uger. Den skal gælde fra 1. juni 2025.

Artiklens emner
Abort