Miljøorganisation vil have tidligere præsidentkandidat undersøgt for afsavet hvalhoved
Endnu en sag skal tilføjes til listen af bizarre historier om Robert F. Kennedy Jr. og døde dyr. Nu vil en miljøorganisation have den tidligere præsidentkandidat undersøgt for lovbrud.
Den tidligere uafhængige præsidentkandidat Robert F. Kennedy Jr. trækker igen overskrifter.
Ikke fordi han trak sit kandidatur sidste uge og gav sin støtte til Trump, eller på grund af bjørneungen han efterlod i Central Park under en gammel cykel.
Det skyldes et genopdaget interview fra 2012:
»Hver gang vi accelererede på motorvejen, løb der hval-juice ind ad bilens vinduer, og det var den klammeste ting på planeten.«
Det er hans datter Kick Kennedy, der fortæller om hændelsen til magasinet Town & Country.
De skriver, at Kennedy hørte om en død hval, der var skyllet op på Skenoh Island. Han »løb ned til stranden med en motorsav, skar hvalens hoved af, og bandt den til taget af familiens minivan med elastikreb til den fem timer lange tur hjem til Mount Kisco, New York.«
Og Kick Kennedy fortsætter:
»Vi havde allesammen plastikposer over hovedet, med et lufthul til munden, og folk på motorvejen gav os fingeren, men det var bare en normal dag-til-dag-ting for os.«
Hvorfor interviewet netop er vendt tilbage nu, er uklart, men denne seneste bizarre historie om Kennedy og et dødt dyr har fået en miljøorganisation til at presse på for at få ham undersøgt for hændelserne, det skriver The Washington Post.
Skeletter i skabet
Mandag sendte miljøorganisationen Center for Biological Diversity Action Fund et brev til National Oceanic and Atmospheric Administration (NOAA), som er en del af den amerikanske handelsministerium og blandt andet har til opgave at beskytte havpattedyr og truede arter.
De opfordrer til at undersøge, om han har overtrådt love om netop beskyttelse af havpattedyr og truede dyrearter, hvis han, som datteren siger, savede hovedet af en hval og tog det med hjem.
Det er ulovligt at være i besiddelse af et beskyttet dyr, om det er levende eller dødt, skriver de i brevet.
»Vi spørger efter en undersøgelse, fordi det er en ubekendt, og det er vigtigt at løse. Historien fik det til at ligne, at det var normal opførsel for ham, så måske har han samlet flere illegale stykker dyreliv,« siger Brett Hartl, national politisk direktør for Biological Diversity Action Fund, til The Washington Post. Her henviser han også til videoen, hvor Kennedy beskriver at have efterladt en død bjørn i New Yorks mest populære park.
Hverken Kennedy eller NOAA er vendt tilbage på deres henvendelser, skriver The Washington Post.
Robert F. Kennedys kampagne var ikke kun plaget af kontroverser om dyrevelfærd. Der var også beskyldninger om seksuelle krænkelser fra hans tidligere barnepige.
»Jeg har sagt fra starten: ”Jeg er ikke guds bedste barn”«, svarede Kennedy til beskyldningerne på en podcast:
»Jeg har så mange skeletter i mit skab, at hvis de kunne stemme, kunne jeg stille op som konge af verden.«