Trump sælger sig på lov og orden. I optøjernes epicenter udløser det både lovord og overbærende smil
Donald Trump fremstiller sig som garant for lov og orden. Under sin valgkampagne hævder han at have ”reddet Kenosha” – altså byen, der eksploderede i raceuroligheder og vandalisme i kølvandet på mordet på George Floyd. Men er det sandt?
KENOSHA
Joshua Hecker møder os fuld af mistro.
»Hvad er det egentlig, I vil?« spørger den hærdebrede betjent og informationsofficer med et stærkt skeptisk blik.
Godt nok har Joshua Hecker indvilliget i at tage imod os på politistationen i Kenosha – byen, der gik op i flammer og eksploderede i hærværk og plyndringer i et af de værste tilfælde af raceuroligheder i sommeren 2020 i kølvandet på mordet på George Floyd.
Men han går med det samme i forsvarsposition.
For han har oplevet alt for mange medier, der bare har kritiseret politiets rolle i forbindelse med, hvad der gik forud for optøjerne, og hvordan betjente optrådte under urolighederne.
Byen blev omdannet til en krigszone, og over 100 forretninger blev vandaliseret, mindst 25 nedbrændte, og over hundrede biler uden for en bilhandel blev sat i brand. Smeltet asfalt kan stadig ses, hvor bilernes metal krøllede sammen i den ekstrem varme ild.
Til sidst accepterer Joshua Hecker alligevel interviewet, og da han først har talt sig varm, sker der noget højst overraskende.