Fortsæt til indhold
International
Artiklen opdateres

Joe Biden trækker sig som præsidentkandidat

Efter ugers pres fra både politiske modstandere og støtter har Joe Biden valgt at stoppe sin valgkamp og trække sig som demokraternes præsidentkandidat.

Det har været den største ære at være præsident, skriver præsident Joe Biden på Twitter:

»Og selvom det var min intention at søge genvalg, mener jeg, at det er i vores partis og landets bedste interesse at træde af og alene fokusere på mine opgaver som præsident i den tid, der er tilbage af min periode,« skriver han i en længere erklæring på engelsk.

Præsident 81-årige Joe Biden trækker sig altså som demokraternes præsidentkandidat.

Der har i lang tid været heftig debat om, hvorvidt Biden bør fortsætte som præsidentkandidat. Kritikere på stribe, herunder fra præsidentens eget parti, har opfordret ham til træde tilbage og lade en anden kandidat stille op imod tidligere præsident Donald Trump, der er valgt som kandidat for republikanerne.

Biden har hidtil afvist kritikken og insisteret på at fortsætte.

Præsidenten har så sent som i denne uge til BBC sagt, at han glædede sig til at komme tilbage og føre valgkamp efter at have været isoleret på grund af covid-19-smitte.

Han skriver videre i sin erklæring på Twitter, at han senere på ugen vil tale til nationen og fortælle nærmere om sin beslutning.

To vendepunkter

Kritikken af Biden er særligt taget til efter to store skelsættende øjeblikke den seneste tid.

Det første var en længe ventet debat mellem Biden og 78-årige Trump for en måned siden. Debatten blev efterfølgende kaldt katastrofal for Biden, der lignede en »gammel mand«, for vild i egne sætninger og gik i stå.

Efterfølgende opfordrede en række tidligere Biden-støtter præsidenten til at trække sig fra valget. En opfordring, som Biden gentagne gange afviste.

Det andet skelsættende øjeblik var det mislykkede attentat på Trump tidligere på måneden. En hændelse, der af nogen, er blevet udlagt som det øjeblik, Trump vandt valget.

Den tidligere præsident blev snittet ved øret af et af skuddene, men formåede på vej i flugt fra scenen at rejse sig og med en knyttet næve i vejret råbe »kæmp, kæmp, kæmp« til det chokerede publikum.

Siden har hans vælgere - og han selv - gentagne gange sagt, at han alene overlevede, fordi Gud holdt hånden over ham.