Fortsæt til indhold
International

Iran har fået sin første reformvenlige præsident i to årtier: Her er, hvad det betyder

Analyse: For mange iranere er valget af landets første reformvenlige præsident i to årtier ikke en garanti for, at tingene bliver bedre, men et håb om at det ikke bliver værre.

Frygten for noget, der var værre, fik fredag iranere til at stemme i større antal end ved tidligere valg og levere en sejr til en præsidentkandidat, som har lovet at søge et bedre forhold til Vesten og slække på de strenge sociale restriktioner for kvinder.

Opgøret stod mellem to ekstremt forskellige kandidater: en forsigtig reformator og en ultrakonservativ islamist.

Stillet over for det valg holdt mange liberale vælgere sig for næsen. De droppede deres boykot af valget og mødte op for at sætte et kryds ved den kandidat, som mener, at regimet er gået for langt, frem for den kandidat, som mener, at regimet ikke er gået langt nok.