Amerikaner slår vild burgerrekord: »Mange troede, jeg ville være død nu«
En 70-årig amerikansk mand har spist den samme McDonald's-burger hver dag i et halvt århundrede. Ofte flere om dagen. Han har selv et bud på, hvorfor han stadig er i live.
Fra første bid var amerikanske Donald Gorske besat.
»Jeg kommer nok til at spise Big Macs resten af mit liv,« sagde han til sig selv dengang for 52 år siden.
Nu har han slået en utrolig verdensrekord.
Han giver selv en særlig grund til, at han er i live endnu.
Den 70-årige pensionerede fængselsbetjent fra Fond du Lac i den amerikanske delstat Wisconsin har nu spist intet mindre end 34.128 Big Mac-burgere.
Dermed har han ifølge Guinness World Records slået sin egen verdensrekord i at have spist flest Big Macs i løbet af et helt liv.
Big Mac-burgeren er fastfoodkæden McDonald’s vel nok mest berømte burger. Den består af en tredelt bolle med to bøffer, salat, løg, syltedeagurker og den specielle Big Mac-sauce.
Siden den første bid d. 17. maj i 1972 har Donald Gorske spist op til ni Big Mac’s om dagen. Hver eneste dag.
Og han har gemt hver kvittering og hver eneste beholder for de burgere, han har spist.
»Mange mennesker troede, jeg ville være død nu,« siger Gorske til Guinness World Records:
»Men i stedet er jeg blevet en af Guinness World Records længste rekordholdere. Så det er ret sejt, hvis du spørger mig,« tilføjer han.
Han har dog gjort sig visse anstrengelser for at holde sig i bedst mulig form trods sin usunde vane.
Gåture og ingen morgenmad
I de første år var Donald Gorskes mor bekymret for, hvilken effekt det daglige indtag af kalorier, sukker, salt og fedt ville have på hans helbred.
Derfor fik hans mor ham til at love, at han ville spise mindst ét måltid om dagen, som ikke indeholdt en Big Mac. Men det håb opgav hun i 1981.
»Hun sagde: ”Hvis de ikke har dræbt dig endnu, så fortsæt bare”,« fortæller Gorske til Guinness.
Donald Gorske er dog bevidst om de helbredsrisici såsom fedme og hjertesygdomme, der følger med så regelmæssig indtagelse af fastfood. Derfor har han taget visse forholdsregler i det daglige for så vidt muligt at holde sig sund og rask.
Han spiser bl.a. ikke morgenmad og fravælger også pomfritter ved siden af sine burgere. Derudover går han knap 10 kilometer om dagen. Og på det seneste har han skåret indtaget ned til to Big Macs om dagen.
Før i tiden kørte han til McDonald’s flere gange dagligt for at nære sin sult. Men siden han gik på pension er han begyndt kun at komme to gange om ugen. Til gengæld køber han mange af gangen, som han kan tage med hjem og varme i mikrobølgeovnen, når han bliver sulten.
Ifølge den britiske avis The Guardian opnåede Gorske verdensrekorden for flest Big Macs spist for første gang i 1999. Dengang lød antallet på 15.490 styk.
Siden er han blevet berømt for sin Big Mac-hunger via amerikanske medier og sin faste plads i den årlige rekordbog fra Guinness World Records. Han medvirkede også som Big Mac-ekspert i den amerikanske dokumentarfilm Supersize Me fra 2004, hvor instruktøren Morgan Spurlock udelukkende spiser McDonald’s mad i 30 dage i streg.
Der er imidlertid intet, der tyder på, at den 70-årige amerikaner har mistet appetitten.
»Når jeg kan lide noget, holder jeg fast ved det hele tiden. Folk, der har set mig spise en Big Mac, kommenterer ofte, at jeg ser ud som om, jeg spiser en for allerførste gang,« sagde Donald Gorske denne uge til Guinness.