Kun én kunne spille hovedrollen, da drejebogen om Ukraines krig blev til
Volodymyr Zelenskyj havde forandret sig, da Rusland angreb Ukraine. Men på få timer fandt han sine gamle færdigheder frem, evnen som skuespiller, og trådte ind i et spil, hvor intet er tilfældigt, og hvor metoderne er hentet fra filmens og markedsføringens verden: Det gælder om ikke at kede folk og få dem til at fastholde opmærksomheden.
Armytøjet lå klar i bunkeren. Men der gik et par dage, før han tog det på. Volodomyr Zelenskyj var ved at vænne sig til sin rolle som præsident og de privilegier, der fulgte med, som den store præsidentbolig i Kontja-Zaspa med billardrum og hjemmebio.
Under det allerførste krisemøde efter Ruslands angreb på Ukraine var han iført ulasteligt jakkesæt. Siden skulle verden lære ham at kende i joggingbluse. Zelenskyj-grøn er et brand, som gennemføres ned til mindste detalje. Når Zelenskyj rejser rundt i verden for at overtale vestlige ledere til at give endnu mere støtte til Ukraine, møder også hans stab op i armygrøn. Til forveksling ligner de hinanden. Men tag ikke fejl.
»Zelenskyj er bossen,« siger Simon Shuster, som er journalist på det amerikanske nyhedsmagasin Time, og som har kendt Ukraines præsident, siden han i 2019 som ung komiker trådte ind på den politiske scene.
Nu stiller han spørgsmålet, om Zelenskyj kan skille sig af med den ekstraordinære magt, som han har fået under krigen, eller om magten er for vanedannende.
En bemærkning fra præsidenten beroligede ham.