Fortsæt til indhold
International

Palæstinensisk premierminister træder tilbage

Tilbagetræden kommer, efter at USA har ytret ønske om reformer af den palæstinensiske selvstyremyndighed, PA.

/ritzau/Reuters

Den palæstinensiske premierminister, Mohammad Shtayyeh, har meddelt præsident Mahmoud Abbas, at han træder tilbage.

Den palæstinensiske selvstyreregering har hovedkvarter i Ramallah på Vestbredden.

- Jeg indgiver min afskedsbegæring til præsidenten (Mahmoud Abbas, red.), siger Shtayyeh og tilføjer, at hans beslutning er relateret til ”udviklingen af aggression mod Gazastriben og en eskalering af konflikten på Vestbredden og Jerusalem”.

USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, har under møder med Mahmoud Abbas i Ramallah på den besatte Vestbred talt om et behov for reformer af den palæstinensiske selvstyremyndighed.

Amerikanerne har ytret ønske om, at Abbas overtager styringen af Gazastriben efter krigen. Dette afviser Abbas at gøre, hvis den israelske besættelse fortsætter, uden at der er taget skridt frem mod at oprette en palæstinensisk stat.

Den palæstinensiske selvstyremyndighed, PA, bør ifølge Blinken reformere sig selv og forbedre sit styre og sin effektivitet.

USA har længe udtrykt ønske om, at den 88-årige Abbas vil gennemføre gennemgribende ændringer i sin Fatah-organisation, hvis den skal styre både Vestbredden og Gaza.

PA har imidlertid begrænset selvstyre på den besatte Vestbred, og den har været kritiseret for ineffektivitet.