Ukraine får opbakning fra pro-russiske iagttagere: »Fjenden har sænket Ivanovets«
Der kan være 40 mennesker om bord på krigsskibet, der angiveligt har en værdi på omkring 400 mio. kr.
Med lakoniske konstateringer valgte flere pro-russiske militærbloggere at bekræfte det, der lignede et stort tab midt i krigen mod Ukraine.
»I løbet af natten har fjenden sænket Ivanovets,« skrev den indflydelsesrige iagttager Anastasia Kachevarova på Telegram ifølge The Guardian.
Inden da havde det ukrainske forsvarsministerium leveret flere oplysninger om angrebet mod det russiske krigsskib i Sortehavet natten til torsdag.
Ministeriet har forklaret, at skroget blev ramt flere gange af droneangreb, inden Ivanovets eksploderede og blev opslugt af havet.
»Værdien af skibet er omkring 350-400 mio. kr.,« anslår forsvarsministeriet.
Samtidig dukkede der flere videoer op på de sociale medier, der tilsyneladende viste angrebet.
Rusland har endnu ikke bekræftet hændelsen fra officiel side.
»Kæmpede til det sidste«
Der kan være omkring 40 mennesker om bord på Ivanovets.
Indtil videre er der ingen meldinger om, hvorvidt der er sårede eller dræbte i forbindelse med det ukrainske angreb.
BBC citerer dog endnu en russisk militærblogger - Voenkor Kotenok - for at skrive, at besætningen »kæmpede til det sidste«.
I slutningen af december oplyste Ukraines luftvåben, at det havde ramt og ødelagt et russisk flådeskib i Sortehavet.
Senere blev den russiske præsident, Vladimir Putin, informeret om det ukrainske angreb på havnebyen Feodosija på Krim og om skaderne på landgangsskibet Novotjerkassk ifølge flere internationale medier.
Et par dage senere skabte Rusland store ødelæggelser og drab i ukrainske byer som Lviv, Dnipro, Kharkiv og hovedstaden, Kyiv.
»Det kan være et udtryk for hævn, efter at Ukraine bombede et russisk krigsskib for nylig,« sagde Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet, til Jyllands-Posten i den forbindelse.
Forstå de mest interessante aktuelle dagsordener i nyhedspodcasten ”Hvis du vil vide mere”. Følg med her alle hverdage fra kl. 04.30 eller i playlisten herunder.