Den perfekte by, der lover et alternativ til krig og ufred
Hvem drømmer ikke om en verden i fred i en desperat tid med krige i Ukraine og Gaza? Et sådant sted findes i byen Auroville på den sydindiske østkyst. Her lever beboerne fra et halvt hundrede lande sammen i et 55 år gammelt eksperiment.
Auroville, Sydindien
Det begyndte i 1968 som et højtflyvende projekt om at skabe et multikulturelt fællesskab hævet over religioner og hudfarve i en by fyldt med lige og lykkelige mennesker fra hele verden.
Hippier og andre unge på jagt efter en mening pakkede bilen og kørte den lange vej fra Europa til det sydlige Indien for at virkeliggøre drømmen fra en indisk filosof og hans franske muse.
Unesco og den indiske regering støttede utopien om fremtidens perfekte og økologisk bæredygtige samfund i byen Auroville.
55 år senere er erfaringerne delte. Slangerne har fundet vej ind i paradiset, der tilhører hele menneskeheden.
En af dem hedder penge.