Militante palæstinensere tog Israel på sengen med stort angreb: »Vi er i krig,« siger Netanyahu
Mindst 200 israelere er dræbt af raketter eller skudt ned på klos hold af militser efter et avanceret overraskelsesangreb, der har chokeret Israel. Flere hundrede palæstinensere er blevet dræbt i Israels modangreb.
ISTANBUL
Israel vågnede lørdag op til krig, da den palæstinensiske gruppe Hamas iværksatte det største angreb mod landet i mange år og i løbet af dagen dræbte mindst 200 mennesker og sårede over 1.100.
Byger på flere tusinder raketter regnede efter kl. 6 ind fra Gazastriben over det sydlige Israel, der synes at være blevet taget fuldstændig på sengen. Samtidig trængte bevæbnede mænd fra den iransk støttede militante gruppe ind i flere byer nær grænsen til den Hamas-kontrollerede enklave.
Skududvekslinger på gaderne var stadig i gang adskillige steder, og der var meldinger om israelske soldater og civile, der var blevet taget som gidsler, da premierminister Benjamin Netanyahu stod frem på tv-skærmen og bekræftede, at »vi er i krig«.