Fortsæt til indhold
International

25-årig overtager Wagner-gruppen efter Putins kok

Jevgenij Prigozjins sidste dispositioner og et nyt testamente afslører, at konen røg ud i kulden, og de hesteglade døtre er også sat ud på sidelinjen.

CAPE TOWN

Måske fornemmede Jevgenij Prigozjin allerede i vinter dødens pust i nakken.

Mens Wagner-bossens russiske lejesoldater i Ukraine kæmpede fra hus til hus under slaget om Bakhmut, var Prigozjin selv kommet på faretruende kollisionskurs med præsident Vladimir Putins inderste cirkler i Kreml.

Var det derfor, at Prigozjin den 2. marts – fem måneder før sin død ved en mystisk flyulykke – fik notarens underskrift på sit testamente? Vi ved det ikke. Men nu er testamentet kommet frem, og det afslører arvefølgen i hans vidtforgrenede imperium, som USA har kaldt en »transnational kriminel organisation«.

Arvtageren er relativt ukendt i offentligheden, men på et sjældent billede på de sociale medier optræder han med nøgen overkrop og en kraftig guldlænke om halsen, mens han kæler med en slange, der vrider sig om hans underarm.