Klassens pæne dreng dummer sig gang på gang på den globale scene
En gammel nazist i parlamentet og en konflikt med Indien gør Canada mere og mere isoleret.
BANGKOK
Det er en historisk diplomatisk nedsmeltning.
Klassens pæne dreng har ikke bare skabt sig nye fjender, men også tvunget vennerne ud i et armslængdeprincip af frygt for, hvad der næste gang kommer ud fra en politisk scene ude af kontakt med tidens realiteter.
Inden for et år er det lykkedes Canada at blive lagt på is i verdens to mest folkerige lande, Kina og Indien, og i en tonedøv episode i parlamentet formåede man at udløse vrede i Israel og Polen. Som om det ikke var rigeligt, har canadierne givet hovedfjenden i Kreml bedre kort på hånden i Putins ideologiske korstog for en såkaldt »afnazificering« af Ukraine.