Mogensens forgængere vender hjem efter 3.000 ture rundt om Jorden
Fire astronauter er rejst hjem fra ISS efter cirka et halvt år i rummet. De landede tidligt mandag morgen.
Et hold bestående af fire astronauter er mandag morgen vendt tilbage til Jorden fra Den Internationale Rumstation (ISS).
Det skriver den amerikanske rumfartsorganisation Nasa.
De fire forlod ISS søndag - kort tid efter at danske Andreas Mogensen og tre andre astronauter var ankommet til rumstationen.
- Efter at have tilbragt seks måneder om bord på ISS, efter at have fløjet næsten 79 millioner miles (127 millioner kilometer) og efter at have gennemført hundredvis af eksperimenter til gavn for menneskeheden er Nasas SpaceX Crew-6 vendt tilbage til Jorden, skriver Nasa.
De hjemvendte er amerikanske Stephen Bowen og Woody Hoburg samt russiske Andrej Fedjajev og Sultan Alneyadi fra De Forenede Arabiske Emirater. De landede klokken 06.17 dansk tid ved Floridas kyst.
De har tilbragt 184 dage om bord på ISS. I løbet af den tid har de fløjet næsten 3.000 gange rundt om Jorden - helt præcist 2976.