Fortsæt til indhold
International

FN-chef på klimatopmøde: Vi kæmper for livet og vi taber

FN's generalsekretær siger på COP27, at valget står mellem "klimasolidaritet" eller "kollektivt selvmord".

/ritzau/Reuters

FN’s generalsekretær, António Guterres, siger i en tale på klimatopmødet i Egypten, at ”vi står i en kamp for vort liv, og vi er ved at tabe”.

- Vi står i et valg mellem klimasolidaritet eller kollektivt selvmord, siger Guterres henvendt til verdens ledere.

- Vi er med fuld fart på vej mod klimahelvede. Menneskeheden har et valg: at samarbejde eller gå til grunde, tilføjer han i en kort tale på COP27 i Sharm el Sheikh.

Guterres’ tale blev holdt på dagen, hvor en række politiske ledere fra store dele af verden kommer til Sharm el-Sheik.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, sagde tidligere mandag, at USA og Kina må betale mere til fattige lande, som er blevet ramt hårdt af følgerne af klimaforandringer.

Delegerede aftalte i weekenden, at det på topmødet skal diskuteres, hvorvidt og hvordan rige lande skal kompensere fattige lande, der er mest udsatte for klimaforandringerne.

Ved COP26, der sidste år blev holdt i Glasgow i Skotland, blokerede rige nationer for et forslag om klimakompensation til fattige lande.