Se avisernes forsider efter dronning Elizabeth II's død
En række britiske aviser sætter ord og billeder på landesorg og knuste hjerter, dagen efter dronning Elizabeth II's død.
Der er kun én historie at fortælle denne morgen. Dronningen af Storbritannien er død.
Torsdag forkyndte det britiske kongehus, at den 96-årige Elizabeth II var sovet stille ind på slottet Balmoral i Skotland.
Dagen derpå har aviserne valgt at portrættere det afdøde statsoverhoved i forskellige livsfaser fra den imponerende lange regeringsperiode, der strakte sig over 70 år.
Daily Mail
»Vores hjerter er knuste«.
Et billede af en ung Elizabeth II pryder forsiden af Daily Mail, hvor ovenstående overskrift også stammer fra.
»Hvordan skal man finde ordene? Vores sorg er hundrede forskellige følelser, og de er alle svære at fatte,« skriver klummeskribent Sarah Vine under billedet.
The Guardian
The Guardian har ryddet forsiden til et stort billede af dronningen med scepter og krone samt hendes fødsels- og dødsår: 1926-2022. Det samme billede har eksempelvis The Independent og Daily Star valg at bringe.
Daily Express
»Vores elskede dronning er død,« skriver Daily Express og bringer et mere nutidigt fotografi.
»Verden sørger over tabet af en i sandhed stor og inspirerende monark,« skriver avisen på sin forside.
I en af artiklerne reflekterer skribenten over den store respekt, som dronningen nød, og som kommer til udtryk i de mange hyldester, der er strømmet ind fra politiske og religiøse ledere landet over i timerne efter hendes død.
»Men lige så vigtig har syndfloden af kort og blomster fra almindelige mennesker, der elskede hende og har svært ved at forestille sig Storbritannien uden hende, været,« står der.
Daily Telegraph
Det samme portræt i sort/hvid finder man på forsiden af The Daily Telegraph, der har valgt et af dronningens kendte citater:
»Sorg er prisen, vi betaler for kærlighed.«
Time
Det amerikanske nyhedsmagasin Time, der også findes i en europæisk udgave, som udgives fra London, viser dronningen på en blå baggrund. Time kalder forsiden for et »mindesmærke«.
The Sun
»We loved you, Ma’am,« erklærer tabloidavisen The Sun på sin forside. »Vi elskede, dig frue.«
»The Sun og vores læsere elskede dig. Vi er stolte over, at du var vores dronning.«
Daily Mirror
»Tak« står der blot på forsiden af Daily Mirror, der viser dronningens ansigt i profil med sølvlokker bagtil.
Financial Times
Den toneangivende finansavis Financial Times bringer et billede af en storsmilende Elizabeth II fra 1971 en nekrolog med nedslag fra dronningens regeringsperiode.