- For abonnenter
Kina er klar til krig, hvis der røres ved Taiwans status
Efter en ordkrig med USA meddelte Kina, at forsvarsberedskabet skal opgraderes.
BANGKOK
Om det var en prompte og direkte reaktion eller et nøje forberedt politisk-diplomatisk advarsel er uklart.
Men blot et døgn efter en kompromisløs ordkrig mellem USA og Kina på Asiens største sikkerhedskonference udstedte Xi Jinping et dekret med en bred opgradering af det kinesiske forsvars beredskab.
Kinesiske kommentatorer peger på, at der ikke er tale om en militær mobilisering, men om hvad der ordret kaldes »militære forberedelser – andre end krig«.
Dekretet omfatter ifølge partiavisen Global Times seks overordnede kapitler med 59 underkapitler med dessiner til »at standardisere og skabe en legal basis for, at kinesiske tropper kan udføre missioner som katastrofehjælp, humanitær hjælp, eskorte, fredsoperationer og sikre Kinas nationale interesser omkring suverænitet, sikkerhed og udvikling«.
Eller, som det formuleres af det nationale nyhedsbureau Xinhua:
»Målsætningen er at forhindre og neutralisere udfordringer, reagere på nødsituationer, beskytte mennesker og ejendom, sikre national suverænitet, sikkerhed, udvikling, verdensfred og regional stabilitet«.
De nye retningslinjer blev offentliggjort af Xinhua forleden og trådte i kraft, blot tre dage efter at Kinas forsvarsminister fastslog, at Kina er klar til at gå i krig, hvis USA rokker ved Taiwans status som en kinesisk provins.