Nyt pres på USA’s præsident efter grufulde krigsbilleder fra Ukraine
Billeder fra byen Butja uden for Kyiv i Ukraine får amerikanske politikere til at kræve mere handling fra Joe Biden.
WASHINGTON
Grufulde billeder af civile, der ligger bagbundet og døde i gaderne i byen Butja uden for Kyiv i Ukraine, får nu stribevis politikere i Kongressen i USA til at beskylde Rusland for at have begået krigsforbrydelser. Samtidig kræver dele af Kongressen hårdere sanktioner over for Rusland, samt at USA forsyner ukrainerne med flere og tungere våben, så de kan bekæmpe russerne.